Halvt af hvert og godt vejr.
Vandtemperatur 20 grader, en upassende portion mobning (Else) samt en flot, flot, lun og solrig morgen gjorde, at jeg tog et karbad i morges.
Vi sejlede kl. 9 og nåede Oskarshamn kl. 17.30 – en fin og flot tur for det meste indenskærs. Halvt for motor og halvt for sejl, det sidste stykke ca. 7 sekundmeter halvvind, 6-7 knob og en krængning, så man kunne overveje at rebe, hvilket vi overhovedet ikke har gjort på denne tur. Skønt med en “rigtig” sejltur efter nogle dage med luksusejlads med eller uden motor.
I Oskarshamn er der en tilsyneladende stor industrihavn, færger til Gotland og Øland, en stor småbåtshamn samt en næsten tom gæstehavn, hvor der ifølge havnelodsen skulle være både el og vand. Ved den bro, vi valgte at lægge til ved, er der hverken eller. Der er heller ikke skilte med vejledning om betaling af havneafgift.
En tur rundt i havnen gjorde os ikke klogere, alt virker lukket og slukket, så måske blive det en billig (=gratis) overnatning. For en sikkerheds skyld brugte vi pengene på hjemmerøget, velsmagende fjordlaks med lidt for få kartofler på en nærliggende restaurant.
I morgen har Else planer om at blive klippet, hvis det er muligt. Jeg vil så bruge tiden på indkøb inkl. besøg i Systembolaget, da vi ikke har mere rødvin. Det dur jo ikke, hvis der skulle vise sig en passende lejlighed til at nyde et sådant glas.
Derefter går turen ikke overraskende sydpå. Vindvejrudsigten er ikke prangende, men lidt bedre end for et døgn siden, og det ser ud til at sommervejret fortsætter nogle dage endnu. Det ville unægtelig også pynte på bundlinjen.
63 sejldage, i alt 2178 sømil, de 45 i dag.
PS: 20 grader er i underkanten.