Helt efter planen
Lea vågnede som sædvanlig kl. lidt i otte. Meget passende og svært at brokke sig over. Hun starter dagen med at lege og hygge sig i sengen – snakke og småsynge. Vi havde en aftale med et par vaskemaskiner kl. 9, så det blev noget op ad formiddagen, inden vi begav os til byen. Vi gik en omvej til et udsigtspunkt nær havnen. Klart vejr og flot udsigt.
I centrum var der mange turister og sikkert også nogle lokale i gågaden. Lea fik nyt regntøj, et par bukser og en Minion-bluse.
Vi fik alle en lækker frokost i en halvkølig gårdhave ved Bakerstugan. Derefter så vi på glas og keramik og ikke mindst glaspustere, der lavede vinglas. Næste stop var en legeplads, beundrende blikke til nogle drenge, der skatede, og til sidst Sjøkvarteret lige nord for den østlige havn. Kunsthåndværk af høj kvalitet og i det hele taget et hyggeligt miljø.
På vejen hjem indkøb i K-Market, der bortset fra næsten udsolgt på kødhylderne var ret velassorteret.
Nu kl. 22 sidder vi i cockpitteltet, drikker te og venter på Rasmus og Helene, der kommer om en god times tid.