Farvel og goddag
Efter morgenmaden hilste vi af med Rasmus og Helene, der påmonteret rygsække havde planer om at gå ud og leje cykler i dag, overnatte i campinghytte i udkanten af Mariehamn, vandre en tur i morgen og overnatte i samme hytte, inden de tager færgen tilbage til Kappelskär/Sverige på lørdag. Voldsomt sorte skyer trak op, så da vi forsigtigt spurgte til deres cykeltur et par timer senere hyggede de sig i et busskur, mens et skybrud passerede.
Vi sejlede fra skyerne, så vi slap for regnen (indtil kl. 16). Desværre fik vi heller ingen vind, så det var for motor hele vejen til Gräddö ca. 10 sømil øst for Norrtälje, hvortil vi ankom efter 7 timers sejlads. Enkelte andre sejlbåde, et krydstogtskib og 4 færger krydsede i samme tidsrum farvandet mellem Ålandsøerne og Sverige.
Her lykkedes det at købe toiletpapir specielt beregnet til søtoiletter men desværre ikke gas. De to ting kan være svære at finde.
Nu sidder vi i regnvejr og venter på Lone, der landede i Arlanda Lufthavn for en time siden og nu er på vej med den første af tre busser. Den sidste ankommer efter planen hertil om et par timer.
55 sejldage, i alt 1933 sømil, de 37 i dag.