Vi gik opad bjerget og nedad igen
Vel ude af elven satte vi kursen mod nord-nordøst til Ulvösund,et smalt, smukt sund, der adskiller de to Ulvöer.
Vi havde ikke set en eneste båd hele dagen, men da vi var midt i det meget snævre indløb til sundet, dukkede en turistbåd op. Vi kom for sejl, men kunne trække lidt til siden og vi kom igennem.
Vi lagde til langskibs ved Kommunkajen, selvom der så meget lukket ud. Ingen skilt/flag, hvad der ellers er normalt. Aflåste elskabe og ingen vandslanger.
Jeg spurgte den første, jeg mødte, og blev henvist til et hus lige ved siden af, Vi fik straks tilbud om at ligge gratis, da der endnu ikke var el og vand. Det var planen at koble det til i morgen. Det kan også blive nu, besluttede hun – mange tak, sagde jeg. Så nu ligger vi her mutters alene, har el og vand – og er ikke blevet afkrævet havneafgift.
Turen hertil foregik i som sædvanlig frisk vind, i dag 5-10 sekundmeter. Da vi holdt en gennemsnitsfart på 6,5 knob, undlod vi igen at sætte forsejl. Båden er lidt overrigget, så det giver en mere behagelig sejlads, når vi ikke udnytter hele potentialet ved så kraftig vind.
Lidt indkøb i Ulvöens Handelsbod, hvor udvalget var meget begrænset. Mælk og sådan lidt fik vi dog. Gik derefter op ad bjerget til et udsigtspunkt 80 meter over havoverfladen. Flot, og meget klart vejr.
Ned igen – det hjalp på appetitten. Vi havde bestilt bord på Ulvö Hotel, hvor vi fik en lækker vildlaks mv.
Sommeren nærmer sig, tror jeg. Nu kl. 21.30 sidder vi i cockpittet uden telt, men med et tæppe inden for rækkevidde. Og så er der myg, hvilket vel også er et sommertegn. Til gengæld har syrenerne her endnu ikke planer om at blomstre, i hvert fald ikke lige foreløbig.
24 sejldage, 916 sømil, de 39 i dag.







Flotte billeder. Og kun tre uger til VORES ferie, hvor Sverige kalder. Juhuu… Man får længsel ved at læse jeres logbog 🙂
Har fulgt med i jeres spændende rejsebeskrivelse. Her er sommeren kommet for alvor i dag. Ingen blæst og morgenmad i haven. Alt vel på Fasanvej. Asfaltarbejdet er færdigt. Jørgen har slået græs i dag. Fik en trist nyhed i morges.” Den glade post” som vi kalder ham, er død for en uge siden. Han havde ligget på hospitalet en uge med dobbeltsidet lunge betændelse. Vi havde intet hørt eller set vedr. dødsfaldet! Har haft 5 dejlige dage med Marni og hendes forældre. Fortsat god fart. Varme sommerhilsener fra Flemming og Hanne