↓
 

Rejser

  • Autocamper 2021
  • Rejsen til Den Botniske Bugt
    • Turen

Månedsarkiv: maj 2015

Todagsturist i Stockholm

Rejser Udgivet den 31. maj 2015 af Bent31. maj 2015

Så blev det alligevel til to dage i Stockholm, kraftig vind her men kuling i skærgården, så……Heldigvis sol.

Vi tog færgen til Skeppsholmen og gik på Moderna Museet, der rummer kunst fra ca. 1900 og frem til i dag.

IMG_0335 IMG_0336

Det skulle være og er sikkert også en flot samling af mange berømte kunstnere, men vi synes begge, vi før har set bedre moderne kunst. Til gengæld flere flotte skulpturer i parken, nogle omgivet af blomstrende syrener og kastanietræer.

IMG_0342 IMG_0344

Derefter en tur til Sergels Torv, der er berømt for at være udformet af Piet Hein – en superelipse naturligvis. Torvet var desværre under renovering, så vi kunne kun ane det, og det sikkert flotte springvand i midten var tørlagt. Det var det store indkøbscenter under torvet til gengæld ikke, der var masser af indkøbende.

Sergels Torg - Google Maps

Sergels Torg – som det ser ud i Google Maps

Gaderne mylrede med Polisbiler, -mænd og kvinder. Vi spurgte om årsagen, indisk statsbesøg.

Lidt indkøb af ICA og tøjvask – livet går videre. Og i morgen regner vi med at sejle videre nord på.

Endagsturist i Stockholm

Rejser Udgivet den 30. maj 2015 af Bent30. maj 2015

Vi tog Djurgårdfærgen over til fastlandet – 10 minutter og 36 svenske kr.

IMG_0292 IMG_0296

Gik tur i Gamla Stan og undredes over de mange turister på en kold og våd majdag, de mange souvenirbutikker, de mange andre butikker med sære ting, de mange gallerier, de mange brosten, de mange flotte kloakdæksler (intern meddelelse til bl.a. Lone), de mange ofte meget smalle gader, de mange, der deltog i maratonløb kun iført t-shirt og shorts (og løbesko vil jeg tro), de mange lejligheder, der aldrig får sollys ind ad vinduerne, de mange, der var mødt op for at høre “livgardens” koncert på pladsen foran kongeslottet – blandt andet os!

IMG_0299 IMG_0312
IMG_0314 IMG_0300

Dagens suppe – broccolisuppe – hos russiske Olga, indkøb i Coop-nära og færgen hjem til eftermiddagste og senere aftensmad i kahytten ledsaget af oliefyrets svage summen og dejlige varme.

Og så var det dagen, hvor vi i havnekontoret købte 3 kg. gas. Ganske som i 96, kun gassen og havnefogeden var skiftet ud. Og så den væsentlige forskel, at den gang havde vi forsøgt at købe gas i ugevis uden held, og netop denne aften løb flasken (den sidste vi havde) tom – og kunne fornyes. I dag var der tale om rettidig omhu, flasken ville nok have holdt nogle få dage endnu, og vi har flere med, men nu var chancen der.

Noget for øjet

Rejser Udgivet den 29. maj 2015 af Bent29. maj 2015

I  modsætning til den dag på Hanöbugten, hvor jeg studerede bølger i mangel af bedre, var der i dag masser at se på.

IMG_0280 IMG_0267

Et kæmpekrydstogtskib, som vi måtte vige for, Viking Lines færge, Silja Lines færge, Tallink (formentlig til Tallin), et flot tomastet skonnert for fulde sejl, en masse små færger til persontransport (de pisker rundt mellem øerne), en lille bilfærge til en ø, et utal af større og mindre speed- og motorbåde, nogle sejlbåde, en taxibåd, flere turistbåde på havne- og skærgårdsrundfart, sjøredningen for fuld udblæsning. Sidst men vigtigst – en flot skærgård stadig med masser af lysegrønne løvtræer mellem alle nåletræerne, og med svenskernes hytter, der jo nærmere vi kom Stockholm, forvandledes til villaer og i nogle tilfælde nærmest palæer/små slotte. Ja, og så var der også undervejs to gamle slotte på små øer på formentlig strategisk vigtige steder.

IMG_0282 IMG_0286

Alt dette på vej til Wasa Hamn i hjertet af Stockholm – lige mellem Wasamuseet og Gröna Lund (tivoli), hvor vi på afstand netop har været til koncert med Sveriges nykårne melodigranprisvinder.

IMG_0277 IMG_0289

Det var slet ikke planen at sejle til Stockholm, men på grund af varsel om hård vind til kuling i skærgården de næste par dage valgte vi at søge “nødhavn”.

hård vind

590 sømil på 14 sejldage, 50 i dag.

Agten for tværs og foran

Rejser Udgivet den 28. maj 2015 af Bent28. maj 2015

Atter en dag hvor vinden for det meste var agten for tværs.
På grund skinnearbejde på Vestfyn…..nå, nej det går nok ikke. Men jeg må beklage, vi er en dag foran sejlplanen. Vi ankom i dag i fin stil – for fulde sejl – til den stockholmske skærgård selvom det ifølge planen først skulle være i morgen fredag d. 29.

Vi har fundet en lille naturhavn på Ornø, hvor der er en bro, et elstik, der ikke kan trække elkedlen og en havnecafé. Sidstnævnte består af en skurlignende bygning, hvor døren og kasseapparatet står åbent. Der er ingen betjening, vi var der to gange. Et skilt på døren fortæller, at de altid har åbnet, dog lukker de døren om natten for ikke at få besøg af ræven og hans kompisser. Caféens udvalg består af dåsesodavand, lidt slik, is, shampoo, tandpasta og få andre livsnødvendige ting. Og så kan man vist også købe kaffe, i hvert fald stod der nogle krus, som ifølge en seddel ikke var til salg.

13. sejldag, i alt 540 sømil, 35 i dag

Himmel og hav stod i ét

Rejser Udgivet den 27. maj 2015 af Bent27. maj 2015

Ikke hele dagen, men  på et tidspunkt kunne jeg, når jeg så på vandoverfladen, se skyerne spejle sig i vandet. Det eneste, der ødelagde dette smukke syn, var den vedvarende og desværre velbegrundede støj fra bådmotoren, som bortset fra måske et kvarters pause i eftermiddag bragte os fra Oxeløsund til Trosa. En meget smuk og hyggelig by, der ligger ved Trosa Åens udløb. Det fremgår af beskrivelsen og området omkring åen, at det er et sommerturistområde.

Formiddagen brugte vi  til indpakning, indvielse og indkøb. Indpakning og forsendelse af Else tablet. indvielse af vores nye foldecykler og indkøb i ICA.

Når man ikke oplever det helt vilde, må man slappe af og glæde sig over det helt fredelige – det er jeg ret god til.

Her ved afslutningen af den 12. sejldag, den dag hvor Helle Thorning udskrev folketingsvalg, står triptælleren på 505 sømil, heraf de 29 i dag.

En kort, en lang og en defekt

Rejser Udgivet den 26. maj 2015 af Bent27. maj 2015

Vi synes selv, at det går helt godt – også hvad angår tilbagelægning af sømil – så vi snakkede i morges om at tage nogle lidt kortere dage. Med den plan i  baghovedet sejlede vi kl. 9.20, først lidt for sejl, så meget for motor og så endnu mere for sejl. Vinden vekslede fra under en meter i sekundet til ca. 6, en del sol og et par småbyger. Påklædningen vekslede tilsvarende fra shorts til all inclusive. Og hvad skete der så? Jeg ved det dårligt, men nu ligger vi i hvert fald i gæstehavnen i Oxeløsund og triptælleren står på 476, så den planlagte korte dag blev på 476 – 432 = 44 sømil. Det må kunne gøres bedre.

Medvirkende årsag er måske Elses defekte tablet. Den stod helt af for et par dage siden. Vi skal have den sendt til reparation eller udskiftning, garantien dækker heldigvis. I Oxeløsund er der et posthus!

PS: Vi overhalede en fin, gammel dansk båd, skipper insisterede åbenbart på at sejle for sejl uden vind.

Billeder af Skærgården

Rejser Udgivet den 26. maj 2015 af Else26. maj 2015

Først et billede af et gammelt, smukt svensk hegn, der bare er lavet på den rigtige måde:

IMG_0173

Og så en ellers en masse billeder af den skærgård vi er sejlet igennem de sidste par dage
(som sædvanligt bliver billederne større hvis man klikker på dem):

IMG_0193 IMG_0186 IMG_0199 IMG_0181 IMG_0153 IMG_0128 IMG_0150 IMG_0148 IMG_0204 IMG_0217

Nat og gal og nattergal

Rejser Udgivet den 25. maj 2015 af Bent25. maj 2015

I aftes, bedst som jeg troede. det var ved at være nat, hørte jeg en meget regelmæssig dryplyd. Den store jagt gik i gang….. motorrummet blev på et tidspunkt åbnet, bunden stod fuld af vand. Ingen dryp og lyden kom, viste det sig, fra bag motoren, fra en lille beholder indeholdende olie og luft, den sidder på olieslangen til fyret, som fungerer, så…..

Vandet under motoren kom fra en saltvandskøleslange, hvor spændebåndet ikke var strammet godt nok. Det blev det så. Det gav blot ingen dryplyd, kun vand. Det gav også anledning til omtalte galskab, da der efterhånden har været en række småting, som bare ikke er i orden fra fabrikken.

Efter vel udført dåd gik jeg kl. ca. 00 op i cockpittet for lige at dampe af. Der hørte jeg nattergalesang. Både Else og jeg havde haft tanken om aftenen, men nu var jeg ikke i tvivl, medmindre nogle overbeviser mig om, at der ikke findes nattergale i den svenske skærgård.

I dag sejlede vi fra ca. 9 – 17.30, det meste af vejen indenskærs og noget af vejen for motor, da vinden nedlagde arbejdet totalt midt på eftermiddagen. Blankt vand er også pænt.

Vi ligger i en lille, tidligere erhvervs- og fiskerihavn ved navn Flatvarp. I dag er her en fiskekutter og en dansk båd fra Middelfart! De er på vej til Götakanalen, men i øvrigt meget lidt snakkesalige.

Her er første nat gratis, dog koster el 40 kr., det dropper vi, da det kræver opringning til ham, der har nøglen til hængelåsen på elskabet.

Vi nåede inden spisetid at få fast grund under fødderne – i bogstavelig forstand. Vi gik en tur, den sidste del gennem skoven, hvor en stor del af ”stien” var klipper. Nu er vi kommet til Sverige – klippefyldt skærgård.

Inden vi fik fast grund under fødderne havde vi sejlet 44 sømil, så på denne 10. sejldag nåede vi op på 432 sømil.

… så fuglene synger

Rejser Udgivet den 24. maj 2015 af Bent6. august 2015

Turen i dag har været helt pefekt. Sol hele dagen, 6-8 sekundmeter fra stik syd og ingen bølger af betydning. Det gav en stille og rolig sejlads, hvor vi en del af vejen kunne glæde os over de lysegrønne skove, der lige nu omkranser store dele af Kalmar Sund.

IMG_0110 IMG_0109

Turen førte os 45 sømil nordligere, hvor vi nu ligger for anker ved Fågelö, hvor fåglerne synger, så det er en lyst.  Øen ligger i et lille skærgårdsområde ud for Figeholm ca. syv sømil nord for Oskarshamn.

IMG_0118 IMG_0127

Stille,solrig aften, hvor vi nu kl. 21.45 sidder i cockpittet uden telt og blot med et tæppe om benene og omgivet af lysegrønne skærgårdsøer!

I alt 388 sømil på 9 sejldage, og så har vi endda ikke haft skruen i vandet de sidste to, ja næsten tre sejldage – altså lige bortset fra ind og ud af havn.

Svenskere, tyskere, hollændere og finner

Rejser Udgivet den 23. maj 2015 af Bent24. maj 2015

men danskere har vi ikke fundet, siden vi sejlede fra Dragør. Svenske (naturligvis), tyske og hollandske gæstesejlere ser vi i stort set alle havne. I går og i dag har vi haft selskab et et par finske både, den ene fra Naanti (så vidt jeg husker). Gad vide om danskerne er foran os, ellers kan det vare længe inden, vi møder dem.

IMG_0093

Dagen startede med en uplanlagt overspringshandling. Jeg negligerede det indre vækkeur, der vækker mig ret præcist kl. ti minutter i syv, jeg blev liggende og lod som ingenting!

Alligevel nåede vi de planlagte overspringshandlinger, så nu er vi klar til den videre færd – diesel- og vandtanke er fulde, det samme gælder skabet med rent tøj og “spisekammeret”. Forårsklargøringen er afsluttet, alt virker og rutinen er ved at indfinde sig, så……

Blomstrende syrener og kastanier

Rejser Udgivet den 22. maj 2015 af Bent22. maj 2015

Ikke overraskende er der flere syrener langs de fynske landeveje end langs de svenske vandveje, men at vi skulle helt til Kalmar for at se årets første syren i blomst var ikke til at vide. Heldigvis stod der lige ved siden af et blomstrende kastanietræ, så der slog vi lige to fluer med et smæk.

IMG_0096

Denne turens 8. sejldag bød på mere frisk vind fra syd-sydvest, så det blev til 41 sømil for kun storsejl – fra kl. 9-16. Og så var vi i Kalmar, hvor vi ligger i læ bag nogle store bygninger – og tæt ved centrum.

I morgen planlægger vi en “overspringsøvelse” – kan den slags overhovedet planlægges? Vi kan! Forårsklargøringen af båden skal færdiggøres, indkøb (måske) af ny tlf., da min ikke dur på firmaet 3´s G3-net i Sverige, hvor de ikke har G2. Dagligvareindkøb, måske tøjvask…..vildt!

343 sømil i alt. Det mangler et par hundrede til den stockholmske skærgård, hvor vi ifølge planen skulle være d. 29. Det lyder ikke urealistisk, og i givet fald, hvor er det lige den skærgård begynder?

Nu er det alvor….

Rejser Udgivet den 21. maj 2015 af Bent21. maj 2015


IMG_0078
Så alvorligt, at det var dagen, hvor jeg smøgede ærmerne op, skiftede til shorts og bare tæer! Det måtte jo komme, desværre gik det også igen. Da først vinden tog til – fra 1-2 sekundmeter til 9-10 – blæste al varmen i cockpittet op til Ålandsøerne.Solen gjorde ellers sit bedste hele dagen.

Vi havde egentlig planlagt indkøb i Simrishamn inden afsejling, men vejrudsigten gjorde, at vi nøjedes med at tanke 40 liter diesel. Vi sejlede derefter fra kl. ca. 9 til 19. Det blev til 62 sømil, 302 i alt på 7 sejldage. Den først trediedel af dagen for motor, derefter først begge sejl, men da vinden blev nærmest plat læns trak forsejlet ikke. Ned med det, men 6-7 knob for storsejl alene er også ok.

Der er ikke to bølger, der er ens – hverken de helt små eller de større på en halv til en meter, som vi havde fornøjelsen af en stor del af dagen. Jeg har siddet og holdt øje hele dagen, så jeg er helt sikker. Der var ikke andet at se på, da vi krydsede Hanö Bugt fra Simrishamn til Sandhamn  på østsiden af det sydøstlige hjørne af Blekinge.

IMG_0081

Simrishamn som i 1996

Rejser Udgivet den 20. maj 2015 af Bent21. maj 2015

Vi fik røget stenbider til aftensmad – indkøbt i morges i Sveriges sydligste røgeri. Vi indtog som næsten hver dag måltidet i cockpittet, men i dag var der kun en væg i teltet, den i luv side. Det har nemlig været en ganske solrig dag, hvor der røg først et lag tøj og siden et lag mere.

Da vi kom i havn her i Simrishamn anløb vi først servicekajen, hvor vi tømte toilettanken. Vi var lidt spændte på, om vi blev registreret, så de kan tjekke, hvor tit vi tømmer lovligt i havnene og efterfølgende regne ud, hvor tit vi snyder og tømmer til havs, hvilket er ulovligt i svenske farvande fra og med i år. Det skete ikke, så mon ikke vi undgår sagsanlæg, hvis vi slipper en vind eller det, der er værre, til havs.

Den lille høj og træet ved siden af her i marinaen ser ud ganske som i 96, da Lone og hendes altid “kampklare” søskende morede sig med at rulle ned af højen, alt imens de ventede på mor, som var på vej med toget – hun havde været hjemme for at føre sine russiskelever op til studentereksamen. Jeg havde gang i møntvaskeriet – enhver sin fornøjelse.

Sejlturen i dag var udover at være solrig stille og rolig – ca halvdelen af tiden for stille. Det blev til 42 sømil, i alt 240 i år på 6 dage.

 

Lidt af vejret

Rejser Udgivet den 19. maj 2015 af Bent19. maj 2015

Vejret var i dag lidt af hvert. Fra næsten vindstille til en byge med 10 – 11 sekundmeter, fra næsten forfra til agten for tværs. Sol til kraftig regnbyge. Lunt og godt i solen i cockpittet til koldt og blæsende – tøj af og på flere gange. Og farten – fra sneglefart til kortvarigt 9 knob, længerevarende 7 – 8. Kom ikke og sig, at det må være ensformigt at sejle!

IMG_0066

Sådan ser Drogden Fyr ud

Motoren måtte hjælpe, til vi rundede Sveriges sydvestlige hjørne/Skanør, derefter for sejl til Smygehamn, der ligger på Sveriges sydligste spids. De har Sveriges sydligste røgeri, sydligste café osv. Det må være rart.

IMG_0070

Planen var egentlig Gisløvsläge, der ligger ca. 6 sømil vestligere, men da vi nåede dertil blæste det 10 sekundmeter. Det er ikke rart at anløbe en lille, ukendt og for vinden ubeskyttet havn i så kraftig pålandsvind, så hellere fortsætte, når det var muligt – den kraftige vind skyldtes en byge, så vi var ret sikre på, at den ville falde. Den faldt til 6 sekundmeter, og vi fandt en perfekt plads i den lille, sydligste havn.

IMG_0071

Klik på billederne for at få dem større

I morges fik vi skiftet en pakning, så nu drypper der ikke længere 10 liter vand ned i bunden af båden – eller rettere i en spand – pr. døgn.

198 sømil, de 37 i dag.
Jeg plejer også at tælle sejldage, i dag var nr. 5

Kronborg om styrbord

Rejser Udgivet den 18. maj 2015 af Bent18. maj 2015

Det kan jo ikke være anderledes – Kronborg om styrbord, når man sejler mod syd ned gennem Øresund. Og det var lige det, vi gjorde i dag. Fra kl. 9 – 16 inkl. fortøjning i  “fralandsvind” uden på en anden båd. Det lykkedes at få en fortøjning over på den anden båd og siden hive os ind, så vi ligger langskibs. Det hører til succeshistorierne – der skulle kun to forsøg til!

Det er i Dragør, og vi ligger gratis på værftets plads, da de i morgen skal fikse en utæt vandslange – en gammel skade, som jeg havde fået tæt sidste år. Midlertidigt viste det sig.

Dagen startede i perfekt vestenvind, som døde og siden igen tog til men nu fra syd. På kryds forbi Københavns nordhavn og motor den sidste times tid, hvor det blæste 7 sekundmeter fra syd/Dragør.

A pro pos succeshistorier – jeg skriver ikke om alle fiaskoerne, i hvert fald ikke dem alle.

29 sømil i dag og 161 i alt. 1 sømil er 1,876 km, hvis jeg husker ret.  1,852 km “ifølge Google” – det var da tæt på.

Billeder fra de første dage

Rejser Udgivet den 17. maj 2015 af Else17. maj 2015

Kronborg om bagbord

Rejser Udgivet den 16. maj 2015 af Bent16. maj 2015

Ups – i dag er der vist intet ups! Alt er gået som meteorologerne forudsagde, og vi planlagde – næsten. Solen skinnede lidt fra kl. 9.30 til 9.40 og igen uafbrudt fra kl. 10.15 til 10.17. Det havde de ikke set komme. Og så kom regnen et par timer for sent – skidt pyt.

Vi sejlede, som planlagt, fra Hundested til Helsingør. De 32 sømil tog 6 timer. Til Gilleleje kun storsejl, da vinden var plat læns. 5 sekundmeter og 6 knob, så det går da nogenlunde uden spiler. Det sidste stykke havde vi halvvind og begge sejl. Dog snød jeg og gav den (motoren) gas den sidste halve timer, da sorte skyer trak sammen i vest. Så vi kom tørskoet i havn med Kronborg på bagbord. Lystbådehavnen ligger lige nord for Kronborg, derfor havde vi først Kronborg på styrbord og til sidst på bagbord.

Fin plads inderst i havnen med stævnen i vest – klar til nattens og morgendagen vestenblæst.

Vi nåede at gå en tur rundt om Kronborg og besøgte Kulturværftet – det gamle skibsværft – inden regnen kom.

132 sømil indtil nu – jeg plejer at “tælle sømil”, måske slår vi rekorden i år.

Kronborg om styrbord

Rejser Udgivet den 16. maj 2015 af Else19. maj 2015

Ja, vi er nu på vej ud – og ikke på vej hjem. Men når udturen går nord om Sjælland, så får man Kronborg om styrbord:

IMG_0042

IMG_0041

Sol og ingen vind

Rejser Udgivet den 15. maj 2015 af Bent16. maj 2015

Ups – ingen vind bortset fra de første par timer. Til gengæld sol hele vejen – 9 timer, 46 sømil til Hundested. Aftensmad i cockpittet en time senere – det er jo ligesom om sommeren!

Strøgtur inden solnedgang. Fire discountbutikker og fire restauranter og ikke meget andet. De tangerer Glamsbjergs gamle “rekord”!

Utæt slange ved bruseren på badeplatformen. Kan ikke fikses nu. Spand under og tørre det vand op, der er løbet ud i bunden af båden. Øv.

Den første halvtredsindstyvende del

Rejser Udgivet den 14. maj 2015 af Bent14. maj 2015

Ups – vi kom af sted fra Assens en halv time for sent! Vi sku’ lige ordne dette og hint, men vi skal nok indhente det. Se blot: 54 sømil og 10 timer senere (kun en time for motor) kastede vi anker på østsiden af Samsøs sydlige del.
Fænøsund artede sig perfekt – sol, lysegrønne bøge og medstrøm. Dog var rhododendronerne på Hindsgavl ikke sprunget ud endnu.
Sol det meste af vejen, god vind men kølig aften, så nu larmer og  varmer oliefyret.

Så sejlede vi fra Assens

Rejser Udgivet den 14. maj 2015 af Else14. maj 2015

14315951345561561393190

Ellen og Martin kørte os til Assens med de sidste vigtige småting: mad til de næste par dage, Gammel Dansk, kamera mm.

 

Det lover godt

Rejser Udgivet den 10. maj 2015 af Bent10. maj 2015

Jeg tror, vi når at blive klar til på torsdag d. 14. Hansebådtræffet er aflyst pga. for ringe tilslutning.

Vejrudsigten er nu langt bedre end for et par dage siden. Nord eller syd om Fyn/Sjælland? Det afhænger nu af vejr og vind og ikke af træffet i Bogense.

Bent.

Seneste indlæg

  • Afsted mod Sverige – første stop Svanemøllen
  • Nordfyn
  • Dovns Klint
  • Første tur: Himmelbjerget og Skjerns Å
  • Indlæg nr. 100

Seneste kommentarer

  • Simon til Hjemme!?
  • Kirsten til Hjemme!?
  • Bent til En rigtig havnefoged er et særsyn, men findes stadig
  • Inge og Jens Damsbo til En rigtig havnefoged er et særsyn, men findes stadig
  • Mormor. til En blandt mange

Arkiver

  • juni 2021
  • maj 2021
  • april 2021
  • oktober 2015
  • august 2015
  • juli 2015
  • juni 2015
  • maj 2015
  • april 2015
  • januar 2015
©2026 - Rejser - Weaver Xtreme Theme
↑