Endagsturist i Stockholm
Vi tog Djurgårdfærgen over til fastlandet – 10 minutter og 36 svenske kr.
Gik tur i Gamla Stan og undredes over de mange turister på en kold og våd majdag, de mange souvenirbutikker, de mange andre butikker med sære ting, de mange gallerier, de mange brosten, de mange flotte kloakdæksler (intern meddelelse til bl.a. Lone), de mange ofte meget smalle gader, de mange, der deltog i maratonløb kun iført t-shirt og shorts (og løbesko vil jeg tro), de mange lejligheder, der aldrig får sollys ind ad vinduerne, de mange, der var mødt op for at høre “livgardens” koncert på pladsen foran kongeslottet – blandt andet os!
Dagens suppe – broccolisuppe – hos russiske Olga, indkøb i Coop-nära og færgen hjem til eftermiddagste og senere aftensmad i kahytten ledsaget af oliefyrets svage summen og dejlige varme.
Og så var det dagen, hvor vi i havnekontoret købte 3 kg. gas. Ganske som i 96, kun gassen og havnefogeden var skiftet ud. Og så den væsentlige forskel, at den gang havde vi forsøgt at købe gas i ugevis uden held, og netop denne aften løb flasken (den sidste vi havde) tom – og kunne fornyes. I dag var der tale om rettidig omhu, flasken ville nok have holdt nogle få dage endnu, og vi har flere med, men nu var chancen der.







Godt at høre, at du holder fast i gamle fornøjelser, trods nye eventyr!