↓
 

Rejser

  • Autocamper 2021
  • Rejsen til Den Botniske Bugt
    • Turen

Månedsarkiv: juni 2015

Indlæg navigation

Nyere indlæg →

Sol og sommer

Rejser Udgivet den 5. juni 2015 af Bent6. juni 2015

IMG_0414

Og så varede det endda helt fra kl. 9 til 16! Vi troede lige… I aften er det koldt og blæsende, vi ligger og vugger i en lille havn på Storjungfrun sammen med tre svenske både fra den nærliggende by, Søderhamn. Det er fredag, så de skulle lige på arbejde, inden de kunne tage på weekendtur – årets første har de fortalt.

Vi sejlede allerede kl. 8, spiste morgenmad undervejs. Vejret var flot, men vinden lagde sig desværre, så motoren måtte på arbejde igen i dag. Heldigvis ”kun” 2-3 timer, så tiltog vinden fra under 1 sekundmeter til omkring 2. I starten sejlede vi kun knap 3 knob, men som Else sagde – optimismen fejler ikke noget. Inden vi nåede i havn tog vinden gradvist til, så den nåede op på 6-8 sekundmeter, den blæste desværre varmen væk.

Vi var i havn ved 17.30-tiden og lagde efter et par forsøg til langskibs op ad en meget ubehagelig stenmole, vi var de første, der kom, så ingen hjælp på land. Siden forhalede vi lidt for at give plads til svenskerne.

Efter aftensmad gik vi en lille tur på øen, som vi har planer om at udforske lidt mere i morgen. Den er udlagt som naturreservat og ubeboet, men der er enkelte stugor, man kan leje, og en teltplads. Ingen veje, kun stier, ingen el, en gammeldags vandpumpe, hvor man kan hente vand, toilet og selvfølgelig badstue.

Det blev til 41 sømil, så loggen nu står på 740. Vi har sejlet i 18 af de 23 dage, der er gået, siden vi sejlede fra Assens.

Det bedste ved dagen

Rejser Udgivet den 4. juni 2015 af Bent4. juni 2015

kan godt være aftenen. Sådan er det i dag, hvor vi har sejlet 41 sømil. De fleste for motor, da vi bortset fra den første halvanden time havde vinden lige imod.

Vi kastede anker ved 17-tiden ved en østvendt kyst og i et område, der næsten er helt omkranset af små lave skærgårdsøer. Det er en smule syd for og ca. 25 sømil øst for Gävle. Kort efter ankomst tabte vinden pusten fra 8 sekundmeter til 0, så vi har den hidtil flotteste aften med en i starten dejlig varme og nu en absolut brugbar temperatur i cockpitteltet, havblik, fuglesang, gøgens kukken, lyden af svaner, der letter, og så selvfølgelig nogle mågers mindre pæne bidrag til stemningen.

IMG_0406 IMG_0413

Solen er nu her klokken kvart i ti ved at gå ned. Mørkt bliver det stort set ikke, de lyse nætter er meget lyse.

Loggen står nu på 699 sømil, og sejldagstælleren på 17.

Det blæste lige hen i vejret

Rejser Udgivet den 3. juni 2015 af Bent3. juni 2015

 

Så det er godt, at vi hele dagen har ligget i havnen i Grisslehamn.
En rask gåtur før frokost og en mere af slagsen sammen med Else efter kaffe/te og kage i caféen.

Grisslehamn har en lang historie på grund af dets placering tæt ved Ålandsøerne (ca. 40 km). Sveriges ældste posthus fra 1756 ligger her, det er nu beboelse. Der er netop indviet en nyopført kopi af en gammel optisk telegraf, her et museum for maleren Albert Engström og hans atelier, et lille hus på den yderste klippe, står der stadig. Her er medborgerhus, folkeskole (om den er i brug, ved jeg ikke), dansebane (en plæne og et lille hus – bruges åbenbart til diverse arrangementer). Til ære for os eller rettere de turister, der kommer fra ca. midt i juni til midt i august, er her diverse caféer (ud over ”vores”), gallerier, minigolfbane, kajakudlejning, campingplads, hotel og sikkert mere. Det meste er lukket på nuværende tidspunkt.

10.000 skridt om dagen

Rejser Udgivet den 2. juni 2015 af Bent3. juni 2015

10.000 skridt om dagen, det er vist det, der anbefales. Båden er kun ca. 10, 5 meter lang, så det kræver landgang i mere end en betydning, hvis vi skal nå det.

Da vi ankom til Grisslehamns fiskerihavn, hvor der også er gæstepladser, ved 2-tiden, gik vi først på byvandring, købte kager i en lille café, livsmedler i ICA og fisk i fiskeaffären. Således godt rustet drak vi te og spiste kager i cockpittet, der var dejlig lunt, pga. solen, der i modsætning til os, ikke havde læst vejrmelding. Vi havde rejst cockpitteltet som værn mod den lovede regn og blæst, og solen havde varmet det op.

Det var gode kager, og siken (fisk, som vist på dansk hedder en helt) så også god ud, så vi måtte til det…
Vi gik en skovtur på ca. 5 km.ad grusveje og måske eksisterende stier. Det gav god samvittighed og appetit. Og så kan jeg fortælle, at syrenerne, som der er mange af her, er halvt udsprungne, anemoner, mælkebøtter, skovjordbær og liljekonvaller samt adskillige andre, som jeg ikke kan navn på, blomstrer, så det er en fornøjelse.

Dagens sejltur lignede meget de senere dages, dog kortere og lidt mindre vind. Det blev på denne 16. sejldag til 24 sømil, så loggen nu står på 658 sømil

Rekordernes dag

Rejser Udgivet den 1. juni 2015 af Bent1. juni 2015

Det blev  rekordernes dag. Det er nok mest interessant for mig selv, så det kommer til sidst. Andet interessant? Det kniber nok. Det regnede hele formiddagen, så vi sejlede først kl. 12. Lidt over 18 ankom vi til en lille vig 11 sømil øst for Nortälje, hvor vi nu ligger for anker og nyder freden efter et par dage i Stockholm. Det er en af de fascinerende ting ved sejlerlivet – den ene dag kan man være midt i en storbys larm og leben og dagen efter være “helt alene i verden” for anker et eller andet fredeligt sted.

Vi sejlede fra Stockholm i 4 sekundmeter, det varede kort. Det har blæst 8 – 15, dog mest 10 – 12, hele eftermiddagen. Næsten plat læns, ingen bølger af betydning, da det var indenskærs. Kun storsejl og alligevel en gennemsnitsfart på næste 7,5 knob. Den ene skyldtes dog nok medstrøm, men alligevel….. Sådan en sejldag har vi vist aldrig oplevet før.

634 sømil på 15 sejldage, 44 i dag

 

Indlæg navigation

Nyere indlæg →

Seneste indlæg

  • Afsted mod Sverige – første stop Svanemøllen
  • Nordfyn
  • Dovns Klint
  • Første tur: Himmelbjerget og Skjerns Å
  • Indlæg nr. 100

Seneste kommentarer

  • Simon til Hjemme!?
  • Kirsten til Hjemme!?
  • Bent til En rigtig havnefoged er et særsyn, men findes stadig
  • Inge og Jens Damsbo til En rigtig havnefoged er et særsyn, men findes stadig
  • Mormor. til En blandt mange

Arkiver

  • juni 2021
  • maj 2021
  • april 2021
  • oktober 2015
  • august 2015
  • juli 2015
  • juni 2015
  • maj 2015
  • april 2015
  • januar 2015
©2026 - Rejser - Weaver Xtreme Theme
↑