Sol og sommer
Og så varede det endda helt fra kl. 9 til 16! Vi troede lige… I aften er det koldt og blæsende, vi ligger og vugger i en lille havn på Storjungfrun sammen med tre svenske både fra den nærliggende by, Søderhamn. Det er fredag, så de skulle lige på arbejde, inden de kunne tage på weekendtur – årets første har de fortalt.
Vi sejlede allerede kl. 8, spiste morgenmad undervejs. Vejret var flot, men vinden lagde sig desværre, så motoren måtte på arbejde igen i dag. Heldigvis ”kun” 2-3 timer, så tiltog vinden fra under 1 sekundmeter til omkring 2. I starten sejlede vi kun knap 3 knob, men som Else sagde – optimismen fejler ikke noget. Inden vi nåede i havn tog vinden gradvist til, så den nåede op på 6-8 sekundmeter, den blæste desværre varmen væk.
Vi var i havn ved 17.30-tiden og lagde efter et par forsøg til langskibs op ad en meget ubehagelig stenmole, vi var de første, der kom, så ingen hjælp på land. Siden forhalede vi lidt for at give plads til svenskerne.
Efter aftensmad gik vi en lille tur på øen, som vi har planer om at udforske lidt mere i morgen. Den er udlagt som naturreservat og ubeboet, men der er enkelte stugor, man kan leje, og en teltplads. Ingen veje, kun stier, ingen el, en gammeldags vandpumpe, hvor man kan hente vand, toilet og selvfølgelig badstue.
Det blev til 41 sømil, så loggen nu står på 740. Vi har sejlet i 18 af de 23 dage, der er gået, siden vi sejlede fra Assens.

