11 timer for motor
Det burde ikke være muligt, heller ikke selv om sejlene det meste af vejen var oppe og i hvert fald i perioder gav lidt ekstra fart. Ikke desto mindre var det, hvad vi præsterede i dag.
Årsagerne var manglende vind, evt. havn midtvejs lå langt inde i en fjord, og vejrudsigten for i morgen er ikke bedre, så…. vi sejlede og sejlede helt til Luleå, hvortil vi ankom kl. 19.30 – de sidste 4 timer småregnede det. Heldigt, at midsommerfejringen var i fredags, hvor vejret var perfekt til formålet.
Aftensmaden smagte ekstra godt, og hjemmebagt citronkage til aftenteen! Vi skulle næsten tro, at Janni har fødselsdag, og det har hun, for det er jo i dag…
Inden det blev regnvejr, gav jeg teaktræet i cockpittet to gange kraftig sæbespåneopløsning. Det renser, mætter træet og pynter. Da det blev vådt på grund af regnen, blev det glat som en skøjtebane, så jeg måtte tørre det overskydende sæbe af.
32 sejldage, 1158 sømil, 65 i dag.