Familiebesøg
Stadig sommer og som forudsagt meget svag vind fra nord, så det blev som forventet en motordag. Vi sejlede gennem Falsterbokanalen, der er 1.600 meter lang og gør, at man kan skære et hjørne – Skanör – af Sverige og derved spare adskillige sømil.
I den nordlige ende af kanalen er der en vejbro, der åbner hver time, vi sejlede igennem kl. 10. Planen var at købe diesel i marinaen lige nord for broen. Det viste sig, at det kun var muligt at betale via seddelautomat, så vi ændrede planer, da vi havde sørget for at bruge alle svenske penge. I Kastrup kan man købe diesel og betale med kort, så det gjorde vi.
Vi kom til Svanemøllen ved 14.30-tiden og valgte denne gang at finde en plads i Kalkbrænderihavnen, og hvor der er mere læ for den forventede kraftige østenvind. Vi nåede Kildevældskolen godt halv fire og fandt Lea i løbet af et kvarters tid. Fritidshjemmet råder over en masse rum i forskellige etager og et stort udeareal, så Dorte havde advaret os om, at det kan være lidt svært at finde hende. Resten af dagen gik med hygge i slowmotion (det er hårdt at starte skole) og siden aftensmad sammen med Lea, Dorte og Simon på Vincents Restaurant – et lille, hyggeligt sted med venlig betjening og god mad. Aftente hos Dorte og Simon.
På vej tilbage til båden købte vi ind i Kiwi, så vi er velforsynet til de næste par dage.
69 sejldage, i alt 2416 sømil, de 31 i dag,



