Alco
Hvad kan man opleve i Jakobstad en dejlig sommerdag, der varede til kl. 19.30? (Det var dagens gode “vejrmelding”). Først cyklede vi til Johan Ludvig Runebergs (Finlands nationalskjald) sommerstuga, der ligger på et meget smukt sted i udkanten af byen. En venlig, af udseende lidt forhutlet mand, der gik og malede, beklagede, at der var lukket – måske havde de problemer med personalet, sygdom og ingen til at tage over? Han lukkede beredvilligt op fortalte om stedet og var tydeligt engageret. Vi overvejede bagefter, om han var frivillig eller i arbejdstilbud.
Derfra cyklede vi ind til byen, hvor der som i Raahe/Brahestad er et flot og spændende kvarter med gamle træhuse.
Selve centrum inkl. gågaden virkede utrolig dødt og uden særlig mange butikker. Jeg tror, det skyldes, at Finland er tyndt befolket, så byerne ikke rigtig har noget opland, at butikkerne er samlet i indkøbscentre, hvad der nok er meget godt de ni måneder om året, og endelig at den indtil nu kolde sommer har betydet, at de ferierende finner er rejst til varmere himmelstrøg.
Vi købte lidt ind. Det vigtigste var ud over kartofler og is (i dag fik jeg det ønskede hos en svensktalende issælger), vin. De par flasker vi havde med hjemme fra er ved at være tømte, så vi måtte i Alco, der svarer til det svenske Systembolaget, da vin ikke sælges i almindelige butikker i Finland (og Sverige). Priserne er ca. det dobbelte af det, vi kender fra Brugsen i Assens, og det, at man skal i en speciel butik, gør, at man næsten får dårlig samvittighed, så mon ikke vinen smager ekstra godt!? Bedre blev det ikke, da Else “kom for skade” at tage et 32 siders hæfte med hjem fra Systembolaget: Alkoholen i olika skeden af livet. Sidste kapitel hedder Äldre och alkohol. Barsk læsning – det af det, jeg har læst.
Vi var også i en bådudstyrsforretning og fandt endelig bogen Besökshamner 2015. Dejligt at få en opdateret afløser for vores gamle 1996-udgave af samme bog. Bl.a viste det sig, at de to havne, som jeg havde fundet som mulige mål for turen i morgen, ikke længere er besøgshavne. Jeg har fundet en anden, som så nok bliver den sidste, inden vi anløber Vasa på fredag – en dag tidligere end planlagt hjemme fra, beklager.
Planen hjemme fra er i øvrigt fra nu af suspenderet, da vi, som tidligere nævnt, er så heldige at have fået aftaler om besøg af først Dorte, Simon og Lea, siden Rasmus og Helene og derefter Lone, så vi ankommer nu til Åbo d. 21. eller 22. juli og bruger derefter en uges tid på at besejle og bese Ålandsøerne.







Og uhh vi glæder os til at komme og besøge jer og holde lidt sommerferie på båden. Lea har et par gange ønsket at tage til Fyn og besøge jer, så hun er klar til at møde jer, og smage finsk is. Jeg tror vi bringer lidt vin med hjemmefra så vi ikke ruinere os selv helt.
MVH
Simon
Pas på tolderne, dem har vi undgået indtil nu!
Alkohol salget i Finland varetages af et statsligt selskab med det velklingende navn Alko! Hvorfor svenskerne kalder det Systembolaget har jeg aldrig fundet ud af. Hilsen Martin
Det giver mening!