I dag er det meget begrænset, hvad vi har oplevet eller i hvert fald set. Sigtbarheden var i formiddags nede på 2 km., så selv om vi sejlede mellem skærgårdsøer, (hvis man skal tro søkortet, og det skal man), fortabte det meste sig i regndisen. I eftermiddag blev det bedre, men til gengæld lagde den i forvejen sparsomme vind sig. Den korte udgave: 13 grader, regn og for lidt vind. Bortset fra det går det godt!

Vi er nået til Båtskärsnäs Gästhamn – ganske vist først i andet forsøg. De fleste havne er afsat på søkortet, men kan være svære at finde, da de oftest ikke ligger ved en større by. Dem er der nemlig langt imellem på disse kanter. Heldigvis er koordinaterne opgivet i Gästhamns Guiden, så vi søger og finder – også Båtskärsnäs Gästhamn, og som næsten altid med navn angivet i søkortet. Vi sejlede ind i en lille havn med kun ét mindre sejlskib, resten var små motorbåde og joller, og så lignede den heller ikke beskrivelsen i guiden. Et ekstra tjek af koordinaterne og app’en på Elses telefon afslørede, at vi ikke var i den planlagte havn. Måske skal man alligevel ikke altid tro på søkortet – i hvert fald ikke hvad småbåtshamner angår.
Det viste sig, at den rigtige havn ikke var afsat på søkortet. Heldigvis lå den kun et kvarters sejlads væk, og heldigvis kom vi ud af den første uden at støde på grund, der var ikke meget dybere end nødvendigt hverken i indsejlingen eller i den yderste del af havnen, hvor vi vendte om.

Hvor vi er nu, er der et værft (reparation af småbåde, ser det ud til), en bådudstyrsforretning (samme firma?) og en række containere til affaldssortering, og så var det vist det – altså lige bortset fra en syrenbusk, der er kvart udsprunget.
Næh, ikke alle dage er fyldt med udfordringer og store oplevelser….og regnen fortsætter ufortrødent i aften.

34 sejldage, 1223 sømil, 32 i dag.

Tjah – rent geografisk er det i hvert fald den nordligste større by (47.000 indbyggere), men vi mangler dog stadig en enkelt dags sejlads mod nord til Töre, inden vi er nået, hvad der er muligt i nordlig retning i sejlbåd i Den Botniske Bugt. Egentlig virker byen heller ikke på andre områder som et højdepunkt. Det meste er noget trist byggeri af meget blandet arkitektur og tilsyneladende også kvalitet, gågaden imponerer heller ikke, men byen har dog et kulturhus med bibliotek, udstillingslokaler og to koncertsale. Nordbottens Teater og Nordbottens Museum ligger i byen, der også er universitetsby. Værst af alt – det har regnet næsten hele dagen, så måske havde byen klaret sig bedre i solskinsvejr?!

I går sejlede vi lige forbi, og nu har vi udsigt til fem isbrydere, der åbenbart oversomrer her. Den ene er bygget til brug i Vänern – den største af de to store søer nordøst for Göteborg – så den har en størrelse, så den kan komme gennem sluserne i Trollhättan Kanal, hvor vi også var igennem på vej til og fra Göta Kanal for to år siden. De kan bryde is på op til 60 cm. i tykkelse – gad vide hvor længe det skal fryse hvor meget, inden isen når den tykkelse?

Det var, hvad der mødte os, da vi i aftes ved 23-tiden skulle op og se solnedgang. Pludselig var der en sæl lige uden for havnen. Vi kunne følge den et stykke tid, hvor den jævnligt stak hovedet op. Formentlig en efterkommer af de sæler, der tidligere var en vigtig nærings- og indtægtskilde for de mennesker, der levede her. Solnedgangen skuffede i øvrigt, men nattesøvnen var som sædvanlig god.

I dag sejlede vi så som planlagt til Kurjoviken lidt uden for Skellefteå. En lille naturhavn, hvor der er udlagt flydebroer. Indsejlingen er ganske smal, så havnen er virkelig velbeskyttet. Undtagen for regnvejr. Kort efter, vi var kommet i havn, begyndte et kraftigt regnvejr, som fortsatte et par timer. I starten ret hyggeligt med regnens trommen mod cockpittelt og ruftag, men efterhånden lidt træls.

Da det blev tørvejr ved 19-tiden, var vi nødt til at gå på en nærliggende restaurant og spise, da vi ikke havde mere mad. Efterfølgende fik vi købt ind i ICA, så vi i hvert fald de næste par dage ikke kommer i en tilsvarende alvorlig situation. Maden var i øvrigt ikke imponerende. Det var prisen heldigvis heller ikke.

Det var også dagen, hvor vi fik fyldt dieseltanken, så når vi fylder vandtanken i morgen inden afsejling, er vi på alle måder velforsynede, hvilket er en god fornemmelse.

31 sejldage, 1093 sømil, 19 i dag – næsten alle for sejl vel at mærke.

Hvis I en gang kommer forbi ICA (dagligvarebutik) i Bygdeå ved E4 nord for Umeå midsommerdag (lørdag, dagen efter fejringen af midsommer), så er der formentlig lukket – bare så I ikke bliver skuffet. Det kom ikke helt bag på os, men på deres hjemmeside stod der, at de havde åbent. Nå, 10 km. frem og 10 km. tilbage på cykel kan vel heller ikke skade. Heller ikke selv om det meste af vejen var grusvej, som i øvrigt var af stort set samme kvalitet som den bulede og hullede asfaltvej. Heldigvis havde den lokale tankstation åbent, så vi købte is, en dåse chili con carne af tvivlsom kvalitet i stedet for al den gode mad, vi skulle have købt. Og køkkenruller, vi er i gang med den sidste, og nu var der jo god plads i cykeltaskerne.

“I er da kommet lidt langt væk hjemme fra” –  “ja, åbenbart lige så langt som jer”. Sådan kan den kloge passiar indledes, når det pludselig kommer et dansk par forbi og hilser på. Vores nationalitet er der jo ingen tvivl om før efter nedtagning af flag.

Da vi nu har ligget i samme havn i 3 døgn og savner den friske havluft, bestemte vi os til at sejle lidt nordpå i aften, hvor vinden ville løje af. Vi spiste lidt tidligt og sejlede kl. 18.45 for motor, da vinden helt som forventet var lige imod. Fandt den planlagte vig øst for Sikeå, kastede anker og var i det hele taget vældig fornøjet, indtil vi blev råbt an fra land. Vi kunne forstå, at der var grundt og en stor sten. Måske var det rigtigt, måske var han blot bekymret for sine fiskenet, som vi klog skade var sejlet udenom. Vi valgte dog at sejle ud af vigen og en lille times tid længere mod nord til en lille havn ved navn Gumboda, hvor der ifølge havneguiden skulle være 2-2,5 meter vand. Ekkoloddet viste mellem 1,2 og 1,6, da vi lagde til, men vi flyder. Vi håber så blot, at vi kan komme herfra i morgen trods landhævning. Der ligger et par småbåde (fastliggere) i havnen, men ellers er her helt dødt. Det er frivilligt, om man vil betale havneafgift. Adgang til el og trygheden ved at være på næsten fast grund med kølen må have en eller anden værdi – vi vil bidrage med et passende beløb.

I øvrigt en smuk, men kold aften, hvor jeg med glæde konstaterede at loggen fungerer igen. Solen går ned lige om lidt – kl. 23.06 og står op igen om 3 timer.

29 sejldage, 1046 sømil, 16 i dag – fra kl. 19 – 22 inkl. omtalte ankringsforsøg.

Vi besluttede i aftes at blive her og deltage i  midsommerfesten i morgen. Formiddagen i dag gik med småsysler. Blandt andet havde jeg loggen oppe, den fejler heldigvis ikke noget. Så hvorfor den stod af, da vi sejlede ind i fiskenettet vides ikke. Den kommer forhåbentlig på bedre tanker.

I eftermiddag pustede vi vores nye gummibåd op for første gang og sejlede til Rataskär – øen på den anden side sundet. Der er spor efter menneskers boliger og aktiviteter adskillige hundrede år tilbage, og det var her Ratans storhedstid startede. Øer er nu ubeboet – altså lige bortset fra en ren, der var mindst lige så nysgerrig som os.

I 1700 tallet var man også her i Ratan opmærksom på vandsænkningen, som man troede det var – ikke landhævningen. Man troede, at vandet fordampede og forventede, at Østersøen ville blive tørlagt. Det skete som bekendt ikke. Der er flere gange helt tilbage fra 1700-tallet indmejslet mærker og årstal i klippen, hvor vandet nåede til, og i 1892 byggede man en mareograf (havmåler), så man nøjagtigt kunne følge vandstanden. Bygningen står nu på land lige ved siden af, hvor vi ligger i havnen. Den blev i 1960’erne erstattet af en ny og mere moderne, der stadig er i funktion. Landet hæver sig stadig næsten en cm. om året.
Interesserede kan finde mere om Ratan og Rataskär på http://www.ratan.se/

Det var også dagen, hvor vi fangede sokker med lasso. Else opdagede pludselig, at et par af de sokker, der hang til tørre på søgelænderet var faldet i vandet. Heldigvis med redningsvest (tøjklemme), så de flød. Lidt længere væk en bådshagen desværre. Det lykkedes dog at redde dem og klemmen ved  at kaste et tov ud og trække dem ind.

Der er stadig meget fredeligt i havnene. Vi var de første, kom i går. I aftes kom en finsk båd, så var vi to. Den sejlede igen i morges. I dag kom en svensk båd nord fra, og lige nu er der en en finsk båd, der er ved at fortøje, så nu er vi tre! Der er en lidt lang dagsejlads herfra og til den finske kyst, så det er muligt, at de kommer lige hjemme fra.

Nu sidder vi i cockpittet og venter ligesom de fleste danskere spændt på resultatet af folketingsvalget i dag.

Det gik, som vi havde tænkt. Vi tog bussen til Umeå. Først gik vi på det danske konsulat og brevstemte. Om de når frem til i overmorgen er usikkert, men de mente, der var gode chancer, og det ser jo ud til at vores stemmer bliver afgørende, da det ifølge DRs meningsmåling står uafgjort – 50 % til hver blok.

Derefter var vi på Vesterbottens Museum, hvor vi så nogle af deres indendørs udstillinger om blandet andet samerne og en stor samling ski. De har verdens ældste ski, der er ca. 5.400 år gamle. De har også et frilandsmuseum, det nåede vi ikke, da vi gik på Bildmuseet, hvor der var en udstilling af unge, vietnamesiske kunstnere.

Derefter lidt indkøb i COOP, en øl i Teatercaféens fortovscafé, da der desværre var næsten en times ventetid på bussen.

Umeå er en stor universitetsby med mange tilbud inden for uddannelse og kultur. Det er en flad by, måske derfor mange cykler, hvad der absolut ikke var i Örnsköldsvik. Det virker også som om her er mange store virksomheder, hvilket vi i øvrigt har set mange steder langs kysten, og da vi sejlede på Ångermanselven. Nogle, måske de fleste, er træindustri. Vi har også set lange godstog med træstammer. Gad vide om man stadig nogle steder flåder stammerne ned af elven, eller det blot er en turistattraktion, som da vi i ca. 88 sejlede på tømmerflåde på Klarelven?

Det var hvad smhi (det svenske meteorologiske institut) kunne byde på denne herlige sommersøndag midt i juni. Örnsköldsvik havde lukket og slukket – museer, ja selv skihopbakken, der ender nærmest midt i byen, var lukket. De skriver ellers, at de bruger anlægget med i alt 5 hopbakker hele året. Noget med plastic og vand om sommeren.

Formiddagen gik med småsysler og konstatering af, at det ikke regnede, så da vi havde spist frokost, blev vi enige om, at vi lige så godt kunne sejle som sidde og vente på “bedre tider”. Som sagt så gjort, og der kom faktisk lidt vind, så det lykkedes at sejle 15 sømil på 4 timer i tørvejr uden brug af motor! Vinden lagde sig totalt og en stille regn kom kort efter, vi havde rejst cockpitteltet.

Vi har nu forladt både den fine, nye havn i Örnsköldsvik og Höga Kusten. Jeg læste i dag, at havnen er lavet i kraft af medfinansiering fra EU – egentlig ikke overraskende, Vi ligger for anker i en lille vig, Ällöviken, ude ved kysten og klar til at sejle nord på i morgen. Området hedder også Skagsudde, en benævnelse ovennævnte smhi bruger i deres områdeafgrænsning i deres vejrudsigter

PS: Glem det, jeg skrev om at krydse for et par dage siden. I dag har vi krydset/ændret kurs 18 gange, da vinden absolut ville modsatte vej som os.

26 sejldage, 953 sømil, de 15 i dag.

Og det skal jeg da lige love for, at de gjorde. I Örnsköldsvik springer studenterne nemlig ud før syrenerne – og larmer mere. Da vi ved 12.30-tiden nærmede os gæstehavnen, blev vi mødt af høj musik og larm. Det viste sig, at det var de nyudsprungne studenter, der kørte rundt i lasbiler. Enten var der utrolig mange studenter, eller også kørte de rundt og rundt og …. Jeg hælder mest til det sidste. Efter et par timer faldt der ro på. I aften har vi udover “storbyens” trafikstøj haft fornøjelsen af høj musik, og vi kan høre, at der er “gang i byen”.

Vi har også gang i den – vaskemaskinen, tørretumbleren og tøjsnoren (forsejlsskødet). Inden da var vi sejlet fra Ulvön allerede kl. 08.40. I dag lidt mindre vind og fra vest, så de sidste 5 sømil blev for motor. Det er som om motivationen til at krydse er mindre, når vi sejler langt og hver dag. En enkelt kryds blev det dog til – et lille et.

Vi sejlede ind på vores gamle plads, den vi lå på, da vi var her i 96. Eller måske var det en af nabopladserne, men i hvert fald i den samme, lille gæstehavn midt i centrum. Havnefogeden tog imod og var i det hele tage meget hjælpsom og imødekommende. Han foretrak dog som mange især yngre svenskere at snakke engelsk. Det viste sig, at han er italiener og kun har boet her i tre måneder, så det accepterede vi uden at gøre vrøvl, hvad vi ellers godt kan finde på overfor de indfødte, der nægter at forstå dansk.

Der er lavet en ny, lille gæstehavn et par hundrede meter fra den gamle og med en hel ny servicebygning, så efter frokost sejlede vi der over – tæt ved tvätstugan og lidt mindre tæt ved centrum og studenternes festen.

25 sejldage, 938 sømil, de 22 i dag

Vi lettede anker kl. 9 og smed fortøjningerne i land ved Båtklubben Bäverns gæstebro i Kramfors kl. 18. I mellemtiden havde vi haft vinden ind fra alle retninger, oplevet vindstyrker fra 4 til 13 sekundmeter, sejlet under Höga Kunsten Broen (der er mindre, men ligner højbroen over Storebælt), under Sandöbroen, sejlet for motor i 3 timer. Vi havde også lagt an til at sejle ind i to mindre havne, men pga. kraftig blæst sidst på eftermiddagen var det ikke fristende, så vi vendte skuden og sejled’ nedad igen, da vi var nået næsten toppen af Ångermanselven. Det var nemlig den, vi var sejlet op ad. Lidt nede ad elven ligger Kramfors i læ, så der valgte vi at sejle ind – og så lagde vinden sig.

En anden rejste sig. En ældre dame i en husbil (eller autocamper, som vi siger på dansk) kom og hjalp efter bedste evne med fortøjningen. Hun var fra Nordlandet, men bor i Göteborg….der er stadig sne oppe nord på…… du kan få vand, hvis du skruer slangen af hanen og lukker op……du kan….det er… Gad vide om det er kedeligt at køre rundt i husbil?

Ikke at forglemme, det var også i dag kl 12, vi ankom til Höga Kusten. Den starter ved Härnösand, der hvor også elven starter, så det bliver først i morgen, vi oplever selve Höga Kusten, der af Unesco er udpeget som Verdensnaturarv. Elven er også flot med ret høje bjerge/bakker, vige osv.

Kan man spille beachvolley ved Höga Kusten? Jeg ved det ikke, men lige syd for kan man. Bedst som vi sejlede langs klippekysten, fik vi et kik ind i en lille vig. I bunden af den var der tilsyneladende sandstrand og en masse mennesker. Frem med kikkerten – det var helt korrekt. Og fire beachvolleybaner. Det lokale gymnasiums idrætsdag?

23 sejldage, i alt 877 sømil, de 42 i dag.

Udstyret med lommelygte og pandelampe samt gummistøvler gik vi ad afmærkede stier og fandt Europas anden største system af urbjergsgrotter. En stige førte  ned i systemet, der er 340 meter langt – står der. Hvad vi erfarede var, at loftshøjden var meget lav, man skulle nærmest kravle for at kommer frem. Vi beundrede de første 10 meter, og vores behov for spektakulære oplevelser var dækket – i hvert fald for i dag.

Dagens sejltur var uden de store udfordringer. For lidt vind fra forkert retning, så en del motorsejlads.

Vi er nu i Stocka sammen med en hollandsk båd – en solosejler. Lidt ensomt skulle man synes. Havneafgift på 100 kr. skulle betales i den lokale restaurant. De havde haft åbent i weekend, men de har  ellers kun åbent fra midsommer (weekenden før Sct. Hans, så vidt jeg ved) og til 15. august. De ville dog gerne servere aftensmad for os, så vi fik formedelst 145 svenske kroner stegt strømming (sild) med salat og kartoffelmos.

Derefter gik vi tur til Rönnskär, en lille ø, der er forbundet til fastlandet med en ca. 100 meter lang dæmning og en kort bro. Øen er i modsætning til området i øvrigt næsten helt plastret til med huse. Gad vide, hvad der var årsagen til, at man valgte at bygge/bo der? Der var vældig pænt.

I aften har jeg snakket med både Lone, Dorte og Rasmus. Helene og Rasmus har jo også planer om at besøge os, så vi skal lige have det hele til at gå op. Lones opringning var dog ikke for at snakke ferie. Vi regner med, at hun og måske Niklas kommer, når hun/de har været på Roskilde.

21. sejldag, 21 sømil, i alt 799.

Hverdage har det med at ligne hinanden. Det gælder selvfølgelig også på denne tur. Det gamle udtryk, at ingen kender dagen, før solen går ned, gælder også.

Planerne om at udforske øen regnede væk. Formiddagen gik i stedet med at rense afløbet i vasken i badeværelset, rydde op i diverse gemmer og vente på lidt bedre vejr. Det kom ved godt middagstid, da regnen stilnede af. Til gengæld tog vinden til, så vi sejlede om i læ på nordsiden af øen og satte storsejlet, det er rarere og nemmere, hvis bølgerne ikke er så store. Derefter kurs mod Sandarne lidt uden for Söderhamn. Byger undervejs, så godt vi var forberedt med regntøj.

Da vi kom i havn efter kun 12 sømil havde vinden lagt sig, og solen begyndte at skinne. Vi tankede 88 liter diesel og siden 3 liter lätt A-fil (surmælksprodukt), 1 liter lätmjölk og diverse andre gode sager, så vi igen kan klare os nogle dage.

Her i aften ved halv titiden er det i hvert fald midlertidigt blæst op, men vi ligger i en,som svenskerne skriver, lugn havn, så vi lider ingen nød.

Hvad der mere ligger i havnen er en dansk båd fra Nykøbing Sjælland – den tredie danske båd, vi har set, siden vi sejlede fra Dragør.

19. sejldag – den korteste til dato. 12 sømil og 752 i alt.

PS: Kastanjetræerne blomstrer, og syrenerne har planer om at gøre det i  næste uge.

kan godt være aftenen. Sådan er det i dag, hvor vi har sejlet 41 sømil. De fleste for motor, da vi bortset fra den første halvanden time havde vinden lige imod.

Vi kastede anker ved 17-tiden ved en østvendt kyst og i et område, der næsten er helt omkranset af små lave skærgårdsøer. Det er en smule syd for og ca. 25 sømil øst for Gävle. Kort efter ankomst tabte vinden pusten fra 8 sekundmeter til 0, så vi har den hidtil flotteste aften med en i starten dejlig varme og nu en absolut brugbar temperatur i cockpitteltet, havblik, fuglesang, gøgens kukken, lyden af svaner, der letter, og så selvfølgelig nogle mågers mindre pæne bidrag til stemningen.

Solen er nu her klokken kvart i ti ved at gå ned. Mørkt bliver det stort set ikke, de lyse nætter er meget lyse.

Loggen står nu på 699 sømil, og sejldagstælleren på 17.

10.000 skridt om dagen, det er vist det, der anbefales. Båden er kun ca. 10, 5 meter lang, så det kræver landgang i mere end en betydning, hvis vi skal nå det.

Da vi ankom til Grisslehamns fiskerihavn, hvor der også er gæstepladser, ved 2-tiden, gik vi først på byvandring, købte kager i en lille café, livsmedler i ICA og fisk i fiskeaffären. Således godt rustet drak vi te og spiste kager i cockpittet, der var dejlig lunt, pga. solen, der i modsætning til os, ikke havde læst vejrmelding. Vi havde rejst cockpitteltet som værn mod den lovede regn og blæst, og solen havde varmet det op.

Det var gode kager, og siken (fisk, som vist på dansk hedder en helt) så også god ud, så vi måtte til det…
Vi gik en skovtur på ca. 5 km.ad grusveje og måske eksisterende stier. Det gav god samvittighed og appetit. Og så kan jeg fortælle, at syrenerne, som der er mange af her, er halvt udsprungne, anemoner, mælkebøtter, skovjordbær og liljekonvaller samt adskillige andre, som jeg ikke kan navn på, blomstrer, så det er en fornøjelse.

Dagens sejltur lignede meget de senere dages, dog kortere og lidt mindre vind. Det blev på denne 16. sejldag til 24 sømil, så loggen nu står på 658 sømil