↓
 

Rejser

  • Autocamper 2021
  • Rejsen til Den Botniske Bugt
    • Turen

Forfatterarkiv: Bent

Indlæg navigation

← Ældre indlæg
Nyere indlæg →

Familiesejlads og -hygge

Rejser Udgivet den 24. juli 2015 af Bent25. juli 2015

Som forudsagt af meteorologerne 6-9 sekundmeter fra vest, så vi ikke så meget som tænkte på at hejse sejl (det er vist ikke sket før), da vi skulle stik vest. Heldigvis indenskærs sejlads, så bølgerne var til at overse.
Vi ankom til Näsby ved 13-tiden samtidig med, at det klarede op, så vi har haft en meget fin eftermiddag og aften med stævnen i vinden, der aftog, og en flot udsigt til den smalle vig. Langt bedre end i går, hvor vi lå i en havn med udsigt til en masse andre både.

Fiskenettet og -snøren har været i brug uden succes. En tur på land, hvor succesen var større – vi fandt modne skovjordbær og en trækirke med flot trætag. Lea og Simon har været i vandet og i sauna to gange. Lige samtidig med, at der skulle laves mad og vaskes op, så jeg havde desværre ikke mulighed for at deltage, Elses vaklende helbred talte kraftigt imod slige udskejelser, og Dorte var klog nok til at lade være. Vandhundene så i øvrigt ud til at nyde det.

IMG_1458 IMG_1460 IMG_1468

Havnens 40 gæstepladser er stort set fyldt op, en enkelt svensker og os – resten finner.

51 sejldage, i alt 1805 sømil, de 20 i dag

Gensynsglæde

Rejser Udgivet den 23. juli 2015 af Bent23. juli 2015

God morgen – lød Simons morgenfriske stemme kl. 07.40. Han havde “efterladt” Lea, Dorte og bagagen, hvor de blev sat af taxaen, for ikke at slæbe sidstnævnte længere end højst nødvendigt i den måske gale retning. Det tog ikke mange øjeblikke, inden Lea kom spænende de 50 meter. Dejligt at se dem alle tre efter mere end to og en halv måned.

Efter at have spist morgenmad sejlede vi kl. 9.30 i lige så god ro og orden og direkte modvind de 20 sømil til Nagu, der ifølge beskrivelsen – og endnu højere grad i virkeligheden – er et meget turistet sted, hvor der i dag ligger ca. 150 både på de 120 gæstepladser. Vi blev kl. 13 klemt ind mellem to både og deler bøje med den ene. Siden blev flere klemt ind forskellige steder, og nogle ligger for enden af broerne for eget hækanker og…

Eftermiddagen gik med frokost, hygge inkl. vendespil i cockpitteltet i småregn, lidt indkøb i K-Market alt imens Else blev sløjere og sløjere med ondt i halsen. Øv.
I aften fortsættes hyggen trods manglen af Else og Lea, der er gået til køjs.

50 sejldage, i alt 1785 sømil, de 20 i dag

Små butikker, store motorcykler og måske stor kunst

Rejser Udgivet den 22. juli 2015 af Bent23. juli 2015

Så er det i morgen tidlig Lea, Dorte og Simon kommer – herligt.

Men det kræver selvfølgelig lidt forberedelser, dels at skaffe plads om bord og dels indkøb. En hel dag til det burde ikke give stress, så vi startede med at se på kunst. Nogle vældig store og dystre billeder – ikke lige min smag!

Derefter “bytur” mhp. indkøb. Alco, det gik meget godt. Lige ved siden af i et stort indkøbscenter lå en dagligvarebutik, som imidlertid viste sig at være mest delikatesser, så den droppede vi. Forsøgte at finde K-Market, men det lykkedes ikke. I stedet købte vi ind i Sale, som i udbud svarede til en halv Fakta i Glamsbjerg. Noget frustreret, ja nærmest stresset, gik vi ned i båden med de indkøbte varer, som i kvalitet og mængde ikke levede helt op til det, der stod på sedlen.

Så jeg gjorde endnu et forsøg og fandt det nærmeste K-Market, der viste sig at svare til trekvart Fakta i Glamsbjerg, så det ændrede ikke meget. Vi har ellers tidligere haft gode erfaringer med både K- og S-Market, men de store af slagsen ligger åbenbart ikke i denne ende af byen. Om vi så overlever? Ja, det tror jeg. Vi har masser af havregryn, vi har købt lidt lækkert pålæg i Saluhalli, og Else er i gang med brødbagning.

Og så lige det med motorcyklerne. Da vi gik tilbage til båden, var der motorcykeltræf på vejen langs åen. Måske hundrede, i hvert fald mange og mange store. Vi havde klart foretrukket knallerttræf og store butikker.

Fra grusvej til motorvej

Rejser Udgivet den 21. juli 2015 af Bent21. juli 2015

Det var lidt den fornemmelse, vi havde i dag. Hvor vi nu i ugevis har sejlet næsten uden at møde andre både, oplevede vi i dag en trafik som i Svendborg Sund en god sommerdag. Det var åbenbart “hovedvejen” mellem Nystad og Åbo og sikkert også andre gode steder. Dertil en masse lokaltrafik med småbåde. Mindst en båd pr. hytte, tror jeg, og der var mange hytter på øerne. Det var samtidig noget af den flotteste skærgård, vi har set. Og vejret – det var lunt og solrigt indtil kl. ca. 16. Regnen begyndte dog først kl. 20.

IMG_1432 IMG_1410 IMG_1388 IMG_1396

På det sidste stykke, inden vi kom ind på ruten direkte mod Åbo, var øerne pludselig op til 30 meter høje, gætter jeg på, og med næsten lodrette klippevægge ned mod vandet. Flot og anderledes i forhold til de almindelige meget flade øer.

IMG_1429 IMG_1444

Ja, det endte med, at vi sejlede helt til Åbo. Det meste af vejen god vind og sejl, så det blev en lang (fra kl. 8.30 til 19), god og flot sejldag, hvor vi også fik hilst på Finnlines og Viking Lines færger i passende afstand. I Åbo ligger gæstehavnen lidt oppe ad åen tæt ved centrum, så nu er vi klar til en dag i Åbo i morgen – og til at gøre klar til at modtage Lea, Dorte og Simon i overmorgen morgen. Agterkahytten har indtil nu fungeret som en rigtig god stuveplads, så vi skal lige have “møbleret lidt om”.

49 sejldage, i alt 1765 sømil, de 59 i dag.

Fundet!

Rejser Udgivet den 20. juli 2015 af Bent21. juli 2015

Vi har endelig fundet de finske og enkelte udenlandske (tyske og svenske) tursejlere. De er sejlet til Nystad, hvor gæstehavnen er stort set fyldt op med 25-30 både. Så mange har vi ikke set siden Stockholm. Der er nok flere forklaringer på det store antal. Blandt andet at området er tættere befolket, og sejlsæsonen er noget længere, end tilfældet er 4-500 sømil nordligere, hvor vi var for 3 uger siden. Et andet tegn på, at vi nu befinder os i mere befærdede farvande og besøgte havne, er havneafgiften, der, hvis vi lige ser bort fra Merikarvia, hvor det var gratis, er steget betragteligt. Her i Nystad koster det 23 euro inkl. 3 euro til el.

IMG_1376 IMG_1373

På grund af de foregående dages vejr, var vi bagud i forhold til planen om at nå Åbo d. 22. Derfor tog vi i dag, hvor vejret artede sig vel, den helt store tur. Vi startede kl. 7.30, satte storsejl og spiste derefter morgenmad og siden frokost og eftermiddagste, inden vi ankom til Nystad kl. 17.30. De første seks til seks en halv time tilbagelagde vi 40 sømil for storsejl og motor pga. for lidt vind. Så blæste det op som forudsagt, så de sidste 22 sømil var for sejl alene. Så nu har vi to dage til de sidste ca. 55 sømil til Åbo, og vejrudsigten lover passende vind.

IMG_1346 IMG_1341

På kajen, hvor vi ligger, er der udeservering, og der var livlig, ikke larmende aktivitet, da vi kom. Den kølige aften har nu sat en naturlig begrænsning på caféens omsætning, så vi får næppe problemer med støjgener til sengetid.
Kun næsten regn og en del sol, så en ok dag. Og så er det dagen, hvor vi for anden dag i træk – det er ikke sket før på denne tur – har spist aftensmad og efterfølgende opholder os i cockpittet uden have rejst teltet! Det er ganske vist lidt køligt, men et par gode tæpper luner godt.

48 sejldage, i alt 1706 sømil, de 62 i dag.

Finsk sommer anno 2015

Rejser Udgivet den 19. juli 2015 af Bent19. juli 2015

Meteorologerne anbefalede at sove længe, det gjorde vi så. Vinden skulle aftage i løbet af formiddagen. Vi sejlede kl. 11, og da vi kom udenskærs kunne vi konstatere, at den var aftaget, som lovet, fra 9-12 sekundmeter til 6-9. Desværre lidt mere sydlig vind, end jeg havde forventet, så det blev storsejl og motor hele vejen. Vi valgte derfor en kort tur til en havn beskyttet mod vestlige vinde. Räfsö/Reposaari (svensk hhv. finsk navn) ligger på østsiden af en smal halvø lidt nordvest for Björneborg/Pori, så vi kan høre havets brusen på vestsiden få hundrede meter herfra.

IMG_1287 IMG_1293

En del af dagens tur foregik indenskærs og i regnvejr, sådan rigtige finsk skærgård med en masse bevoksede småøer og mange flere nøgne klipper over vandet, og – kunne vi se på brændingerne – også mange klipper lige under vandoverfladen. Her skal man virkelig holde sig til de afmærkede ruter/farleder, så det er dejligt med den særdeles grundige afmærkning med diverse bøjer og overetmærker og vores kortplotter.

Ved ankomsten var det sol og sommer. Vi tankede diesel, det hastede ikke, men rart at være på den sikre side. Det blev også til et par maskinfulde vasketøj, hvoraf den ene blev tørret i tørretumbler og den anden på båden.
IMG_1316

Vask plejer at være gratis i modsætning til i Danmark, men her kostede det 4 euro for vask og 3 for tørring. Alt imens maskinerne kørte, kom de og meddelte, at de lukkede og låste kl. 18. Det endte med, at den ene af de tre personaler i caféen/kiosken, der også fungerer som havnefoged, blev en halv time ekstra, så vi kunne blive færdige. Lidt pudsigt, at de ikke havde en mere smart løsning på det problem, der må opstå jævnligt.

Aftenturen gik til byen, hvor vi igen havde fornøjelsen af en masse fine træhuse, og til halvøens vestkyst. I Finland er det ikke, som før beskrevet, ualmindeligt med grusveje. Mange af villavejene i denne lille by er også grusveje.

IMG_1305 IMG_1306

Jeg har tit sagt til folk, der lidt undrende spørger, hvorfor vi tager til Finland, at de ofte har nogle ganske vist korte men gode somre. I år er der oven i købet mange af dem, nogle gange to om dagen.

47 sejldage, i alt 1644 sømil, de 22 i dag.

Inderligger og overligger

Rejser Udgivet den 18. juli 2015 af Bent18. juli 2015

Inderliggeren må være den rette betegnelse for ham, vi ligger uden på. Han bankede på, som aftalt, kl. 7.30. Jeg havde frygtet, at det ville blive tidligere. Han ville gerne sejle mod nord. Kl. 7.30 var der sommersol og vindstille, så vi benyttede lejligheden til at fange gårsdagens genstridige bøje og bakke ind til kajen. Så har vi hele dagen ligget med stævnen i vinden og undgået bølgernes bankelyde under den flade bagende, og i morgen kan vi nemt komme herfra. Det er meget sværere, hvis man ligger langskibs, og der er påkajsvind.

Formiddagen gik med en cykeltur til byen, lidt indkøb i S-Market, jordbær ved en rodebutik lidt nede ad en jordvej og aborrefileter ved fiskebilen. I rodebutikken – det rodede, som du måske har gættet, både inde og ude – kunne man ud over jordbær købe diverse “lopper”. Det undlod vi.
Jordbær og i øvrigt også en del anden frugt sælges på markeder i Finland i litermål. I butikkerne er det til gengæld efter vægt. Alt fra agurker og icebergsalat til peberfrugt skal vejes. Ved vægten i de større butikkers frugt- og grøntafdeling er der typisk omkring 150 varenumre, vi skal så blot trykke det nummer, der står ved varen.

IMG_1282

Midt på eftermiddagen tog vinden til, det begyndte at regne og temperaturen faldt. Det sammen gjorde shortsene og den kortærmede skjorte. Kage til eftermiddagsteen, god mad, bøger, quiz-spil og computer er alle gode at have inden for rækkevidde i en sådan “nødsituation”.
Her inde i vigen, hvor havnen er, har vinden ikke været over 8 sekundmeter, men prognosen for det kystnære havområde har lydt på op til 12-15 sekundmeter fra syd, derfor tog vi en overliggerdag. Det forsømte må indhentes de kommende dage.

Noget for noget – og alligevel ikke

Rejser Udgivet den 17. juli 2015 af Bent17. juli 2015

Vi kastede los kl. 07.07. Det var tidligt – og føltes sådan. Årsagen var varsel om tiltagende vind op til 12 sekundmeter i løbet af dagen. Vi ville gerne nå Merikarvia. Det gjorde vi kl. ca. 13, hvor det blæste 9 sekundmeter fra nord. Turen gik uden problemer via afmærkede farleder, som vi bør følge, medmindre vi er ude på dybt vand. Det kunne vi også se i dag. Flere steder også adskillige sømil ude fra kysten kan der forekomme brænding, hvor bølgerne rammer klipper, nogle er synlige, men de kan også ligge lige under vandoverfladen, og ikke alle er afmærket på søkortene.

Vi skal ikke betale havneafgift her. Først troede jeg, at det var som en slags kompensation for de 15 minutters underholdning af såvel havnefoged (en ung fyr) som havnens øvrige sejlere og andet godtfolk, som vi leverede ved ankomst. Det er ikke så nemt at fange en bøje med en krog i 9 sekundmeters sidevind, og da slet ikke når skipper af en eller anden grund gerne vil have bøjen på luv side. Det krævede et par forsøg. Derefter viklede rebet sig rundt om rattet, så vi måtte starte forfra, og…. Resultatet blev, at vi i stedet lagde os langskibs uden på et stort, finsk, tomastet stålskib fra Vestervik i nærheden af Gerby ved Vasa, hvor Martin kommer fra. Eneste ombord er en svensktalende finne på omkring de 70, vil jeg tro. Han kender familien Jern – eller dele af den, bl.a. Sven Jern, Martins far.
Det viste sig senere, at de andre heller ikke skal betale havneafgift.

Efter ovennævnte udfordringer i forbindelse med ankomsten og velfortjent frokost gik vi en tur for at se på staden eller rettere stedet. Vi fandt et galleri, hvor vi fik en finsksproget seddel med kunstnernes og kunstværkernes navne. Vi er nu syd for det område, hvor det svensktalende mindretal primært bor. En ung mand passede stedet og oversatte beredvilligt og efter bedste evne til engelsk. Nogle titler var åbenbart ikke helt lette at oversætte. Martin har fortalt, at der oprettes en masse sommerstudiejob på bl.a. museer og lignende. Mon ikke både havnefogeden og galleripasseren er eksempler på det? Siden fandt vi en fiskforsälning i et fiskerøgeri. I dag og måske altid havde de kun røget fisk, så fik røget laks til aften.

Solen er nu kl. 22.45 på vej ned. Det er godt nok andre tider end for 3 uger siden. Vi er også begyndt at tænde lys, hvis vi går lidt for sent i seng eller står alt for tidligt op. Det sidste ved jeg nu ikke, det forestiller jeg mig bare.

46 sejldage, i alt 1622 sømil, de 33 i dag.

Hård kost

Rejser Udgivet den 16. juli 2015 af Bent16. juli 2015

Først at sejle 55 sømil for motor pga. manglende vind, en lidt for kort tur i går og ønsket om at nå Åbo d. 22. Derefter udsigt til for meget vind de næste to dage, i morgen fra nord og i overmorgen fra syd. Det er da hård sommerkost! Borset fra det har vejret været temmelig godt i dag. Så godt, at dagen startede i lange sommerbukser, vindjakke, sokker og sandaler. Senere tilføjede jeg en trøje under jakken, lidt senere blev de lange bukser skiftet ud med varmere fløjlsbukser og sandalerne med lukkede snørresko. Sidst på eftermiddagen røg først trøjen og siden fløjlsbukserne til fordel for shorts og skoene til fordel for sandaler – uden sokker! I aften er jeg tilbage ved udgangspunktet, og det går meget godt, når jeg sidder her i cockpitteltet.

IMG_1213 IMG_1234 IMG_1240

Planen var egentlig Kaskö, men af ovennævnte årsager sejlede vi videre, der så ellers hyggeligt ud. Vi startede kl. 8 i morges, så da vi ankom her til Kristinestad kl. 17.30, syntes vi, at vi havde sejlet længe nok. Havnen ligger ret tæt ved centrum og har plads til ca. 25 både. Vi var de første, der kom. Senere kom en finsk motorbåd. Det undrer mig stadig, at en havn i en ret stor by, der har en del at byde på, kan være så gabende tom her midt i højsæsonen. I dag mødte vi faktisk 5 sejlbåde, så vi er trods alt ikke de eneste.

IMG_1267 IMG_1262 IMG_1266

Vi gik tur i den gamle bydel, der har været skånet for ildebrande af betydning, så de gamle træhuse fra 1700-tallet står der stadig – imponerende. Nær Salutorget var der rejst et stort telt, og da vi gik forbi kom adskillige musikere i folkedragter gående. Da vi gik tilbage begyndte publikum at komme og betale 5 euro for at komme ind. De havde desværre ikke folkedragter på, det kunne ellers have været flot.
Efter aftensmad gik vi i S-Market, der ligger 100 meter fra havnen, og købte de par ting vi manglede. Is, lidt mælk og frugt…

45 sejldage, i alt 1589 sømil, de 55 i dag.

On the farled again

Rejser Udgivet den 15. juli 2015 af Bent16. juli 2015

Formiddagen i dag gik med, at Else cyklede til staden sammen med routeren og det simkort, hun købte forleden. Nu virker det perfekt. Jeg brugte tiden på tøjvask og tankning af vand. Derefter sejlede vi til Brändö (over havnebassinet) og tankede diesel. Således velforsynede på alle måder sejlede vi fra Vasa ved 12-tiden og kom her kl. 17 til Bredskäret, hvor vi ligger som eneste båd i en lille havn. Broen er ca. 25 meter lang. På den anden side er der få lokale småbåde, og ret tæt herpå spæner linefärjan mellem Bredskäret og Bergö frem og tilbage. Bredskäret er landfast via en dæmning ifølge søkortet.
IMG_1207 IMG_1204 IMG_1209
Da vi nærmede os færgen, var vi som sædvanlig opmærksomme på, om den var linetrukket eller motoriseret. Der var ingen skiltning, hvad der ofte er, og ingen oplysninger på søkortet, så vi kom ret tæt på, inden, vi var sikre. Åbenbart så tæt, at kaptajnen blev bekymret, færgen stoppede overfarten, indtil den var sikker på, at vi ”undveg”, hvad vi så gjorde.
Både i Sverige og Finland er der en lang række små gule færger ud til øerne. De kaldes landevejsfærger og er gratis. De fleste er over ganske korte afstande men enkelte sejler noget længere.

Vi har nu fint vejr – det småregnede et par timer først/midt på eftermiddagen – og en flot udsigt.

Der er lidt langt mellem havnene her, så vi måtte vælge mellem en kort eller en lang tur i dag. Det blev den korte, da vi først kom af sted midt på dagen. Så må vi blot sejle det længere i morgen, hvor vi stadig satser på Kaskö.
Trods svag vind fra øst-sydøst blev det til lidt mindre end to timer for motor alt inkl.

44 sejldage, i alt 1534 sømil, de 22 i dag.

Hyttetur

Rejser Udgivet den 15. juli 2015 af Bent16. juli 2015

Godt og hyggeligt selskab, guidede (Martin) ture til lands og i byen (Vasa), grillmad med passende tilbehør, museumsbesøg, badstue inkl. kolde (15-16 grader) afvaskninger/svømmeture, relativt få myg, småjobs, besøg hos først Olav og siden Ulla-Maj (Martins søskende), stille stunder og …. Det blev fire dejlige dage (fra d. 10 om aftenen til i går aftes) sammen med Ellen og Martin med overnatning i deres hytte på Värlax ca. 40 km. nord for Vasa.

Klik på de sorte “dutter” foroven, eller på pilene i siderne, for at se de andre billeder.
Og som sædvanligt kan man få større billeder ved at klikke på selve billedet

Dyneløfteri

Rejser Udgivet den 10. juli 2015 af Bent15. juli 2015

Ved 23-tiden i aftes kom havgusen pludselig og lagde sig som en tyk dyne. Desværre lå den der stadig i morges, da jeg lidt i syv krøb ud under min mere private en af slagsen. Nu var gode råd dyre, det var for tåget til at sejle. Jeg krøb ned under dynen igen!

Nå, den slags plejer jo at lette, så vi stod op, spiste morgenmad og gjorde os klar til at sejle til Vasa, hvor planen er at besøge Ellen og Martin, der ferierer i deres hytte på Värlax. Et besøg, vi har glædet os til længe. Som forventet lettede tågen, men først kl. lidt over 12, hvor vi lige skulle til at spise frokost.

Vi sejlede kl. 12.25, vinden var ca. 3 sekundmeter fra nord, vi skulle siksakke mod syd, så det blev for motor ad den mindst 3,4 meter dybe sejlrute, der førte os under den 24 meter høje Replot-bro. På det tidspunkt blæste det næsten 12 sekundmeter, heldigvis igen aftagende til omkring 6, da vi kl. 17 nåede Vasa, hvor planen var at finde vores gamle plads (den vi lå på i 1996) lige foran det gule hus. Imidlertid var gæstebroen nu lidt længere ude, hvor vi fandt en god plads mellem y-bomme.

Da vi var næsten ”rejseklar” kom Ellen og Martin som aftalt, vi fik vores pakkenelliker i bilen og kørte de ca. 40 km. til Verlax, hvor vi tidligere har været i 96 og i – tjah var det 10 eller 11, hvor vi var her sammen med Lone, Rasmus og Helene. Inden afgang var jeg omkring havnekontoret. Det var en finsktalende finne (her er mange ellers svensktalende), der kunne noget svensk, men syntes, at dansk var svært, og da han så heller ikke lige kunne finde ordene på engelsk, tilkaldte han en ven, der stod lige ved siden af. Resultatet blev, at jeg blot skulle komme igen, når vi skulle sejle, så kunne vi afregne på det tidspunkt – og han skulle nok holde øje med båden.

43 sejldage, 1512 sømil i alt, 31 i dag.

Sommer fra kl. ca. 16 og absolut ingen generende bølger

Rejser Udgivet den 9. juli 2015 af Bent9. juli 2015

Vi sejlede fra Jakobstad kl. 10.30 i småregn og svag vind fra sydvest. Det gik godt ud af fjorden, hvor vi skulle stik vest, men efter den første time var kursen sydvest, og vinden under 3 sekundmeter, så 5 timer for motor til Kummelskäret, den nordligste af Mickelsörarna. En lille havn med badstue, café/kiosk og stort set ikke andet. Vand har vi i tanken, og el kan vi undvære. Vi er i alt fire både, 2 finske, en svensk og os. I dag så vi i modsætning til de sidste par sejldage en sejlbåd. Måske en mere i det fjerne, og så, hvad der er mere almindeligt, nogle få store motorer påhæftet hver sin jolle, som kommer susende.

IMG_1103 IMG_1106

Vi gik, inden vi spiste aftensmad, det meste af øen rundt på en afmærket natursti – godt og vel en kilometer og en del flere myg.

IMG_1093 IMG_1095 IMG_1099 IMG_1097

42 sejldage, 1481 sømil i alt, de 31 i dag

Alco

Rejser Udgivet den 8. juli 2015 af Bent31. juli 2015

Hvad kan man opleve i Jakobstad en dejlig sommerdag, der varede til kl. 19.30? (Det  var dagens gode “vejrmelding”). Først cyklede vi til Johan Ludvig Runebergs (Finlands nationalskjald) sommerstuga, der ligger på et meget smukt sted i udkanten af byen. En venlig, af udseende lidt forhutlet mand, der gik og malede, beklagede, at der var lukket – måske havde de problemer med personalet, sygdom og ingen til at tage over? Han lukkede beredvilligt op fortalte om stedet og var tydeligt engageret. Vi overvejede bagefter, om han var frivillig eller i arbejdstilbud.

IMG_1051 IMG_1048 IMG_1049

Derfra cyklede vi ind til byen, hvor der som i Raahe/Brahestad er et flot og spændende kvarter med gamle træhuse.

IMG_1057 IMG_1061 IMG_1063

Selve centrum inkl. gågaden virkede utrolig dødt og uden særlig mange butikker. Jeg tror, det skyldes, at Finland er tyndt befolket, så byerne ikke rigtig har noget opland, at butikkerne er samlet i indkøbscentre, hvad der nok er meget godt de ni måneder om året, og endelig at den indtil nu kolde sommer har betydet, at de ferierende finner er rejst til varmere himmelstrøg.

Vi købte lidt ind. Det vigtigste var ud over kartofler og is (i dag fik jeg det ønskede hos en svensktalende issælger), vin. De par flasker vi havde med hjemme fra er ved at være tømte, så vi måtte i Alco, der svarer til det svenske Systembolaget, da vin ikke sælges i almindelige butikker i Finland (og Sverige). Priserne er ca. det dobbelte af det, vi kender fra Brugsen i Assens, og det, at man skal i en speciel butik, gør, at man næsten får dårlig samvittighed, så mon ikke vinen smager ekstra godt!? Bedre blev det ikke, da Else “kom for skade” at tage et 32 siders hæfte med hjem fra Systembolaget: Alkoholen i olika skeden af livet. Sidste kapitel hedder Äldre och alkohol. Barsk læsning – det af det, jeg har læst.

Vi var også i en bådudstyrsforretning og fandt endelig bogen Besökshamner 2015. Dejligt at få en opdateret afløser for vores gamle 1996-udgave af samme bog. Bl.a viste det sig, at de to havne, som jeg havde fundet som mulige mål for turen i morgen, ikke længere er besøgshavne. Jeg har fundet en anden, som så nok bliver den sidste, inden vi anløber Vasa  på fredag – en dag tidligere end planlagt hjemme fra, beklager.

Planen hjemme fra er i øvrigt fra nu af suspenderet, da vi, som tidligere nævnt, er så heldige at have fået aftaler om besøg af først Dorte, Simon og Lea, siden Rasmus og Helene og derefter Lone, så vi ankommer nu til Åbo d. 21. eller 22. juli og bruger derefter en uges tid på at besejle og bese Ålandsøerne.

Millioner milliarder liter vand

Rejser Udgivet den 7. juli 2015 af Bent7. juli 2015

Jeg kan ikke regne ud, hvor meget vand, der er løbet nord på, mens jeg har sovet, men det er nok. Vandstanden var i morges steget 25 cm, og vi kom uden problemer ud af havnen og satte kursen mod Tankar, en lille ø nordvest for Karleby. Prognosen lød på 3-6 sekundmeter, men da vi nærmede os øen blæste det 6-9 lige ind i havnehullet, så det fristede ikke. Vi fortsatte vest om øen, et stykke sydpå og derefter ad en indenskærs 1,8 meter dyb (mindst) farled til Jakobstad, hvortil vi kom ved 18-tiden. 9 timers sejlads, de sidste ca. 2 for motor. Den lovede regn udeblev stort set, det er dagens positive “vejrmelding”.

Ved ankomst blev vi modtaget at en venlig, engelsktalende finne, som viste os den bedste plads. Vi må så blot håbe, han har ret. A pro pos sprog, vi er nu nået til den del af den finske vestkyst, hvor det svensktalende mindretal bor. Det strækker sig ned til et stykke nord for Åbo.

Da jeg var på havnekontoret og betale havneafgift, mødte jeg den svensktalende finne her fra byen, som vi havde snakket mest med de par dage, vi lå i Ratan i forbindelse med midsommerfejringen. Vi vidste godt, at han er her fra, men alligevel pudsigt at vi mødtes.

I aften har vi haft et kort, hyggeligt besøg af Martins søster Ulla-Mai og hendes veninde. Ulla-Mai, der bor i Vasa, er her i byen, da de skal til musikfestival i Karleby i morgen.

Syrener – det glemte jeg i går. I Kalajoki, hvor vi cyklede til i går, blomstrede de syrener, der stod lidt i skygge, De, der stod i fuld sol, var netop afblomstret. Så nu kan den føljeton næppe strækkes længere. Men så kan jeg da fortælle, at vi i dag så en enkelt svane med en enkelt ælling for første gang i adskillige uger, de lever åbenbart ikke i den øverste del af Den Botniske Bugt.

41 sejldage, 1450 sømil i alt, de 54 i dag

Uændret lav vandstand

Rejser Udgivet den 6. juli 2015 af Bent7. juli 2015

Hvad gør sejlere, når de ikke kan komme ud af havnen? Tager den første og bedste turbåd, den ligger heldigvis her i havnen og sejler ud til den ø, vi droppede i går pga. for kraftig vind. Kl. 13, nogle billeder af bl.a. fisk og en grill samt øens navn, det var, hvad vi kunne læse. Vi var sammen med få finner klar kl. lidt i et, men skipper kom aldrig. Finnerne ventede også, så det fremgik åbenbart ikke af opslaget

Så kom cyklerne frem, vi cyklede til Kalajoki, der er nærmeste by og ca. 10 km. herfra. Godt, vi fik købt nye, gode foldecykler. Et keramikværksted/-udstilling på vejen, en flot elv gennem byen og S-Market, hvor vi købte lidt ind. På turen fik vi set det meget specielle landskab, der er her. Store områder med sand strækkende sig måske en halv kilometer ind i landet fra kysten. Da vi sejlede forbi i går, var jeg usikker på, om det var marker eller… Vi så også græsmarker, hvor der var slået hø, og et par kornmarker. Måske havre, man dyrker meget havre i Finland, men der var ikke aks på endnu, så jeg ved ikke, hvad det var.

IMG_1036 IMG_1027 IMG_1023

Ellers ikke de store oplevelser eller udfordringer bortset fra is på vejen hjem. Det er åbenbart en udfordring. I hvert fald var det anden gang, vi  købte vaffelis i Finland, og det var anden gang, jeg ikke fik det ønskede. Selv mange unge mennesker er ikke gode til engelsk. Sådan er det måske også i Danmark?

En flot, lun solskinsdag og aften. Nu kl. 21.30 er solen dog ved at gå ned i en sæk, hvilket, nogle – bl.a. meteorologerne – vil vide, betyder, at den står op i en bæk. Morgendagen skulle byde på noget lavere temperaturer og en del regn, dog næppe så meget, at det betyder noget for vandstanden, der er langsomt stigende her sidst på dagen.

Kuling fra vest

Rejser Udgivet den 5. juli 2015 af Bent5. juli 2015

Sådan lyder vejrudsigten for østersøen i morgen, og det er lige, hvad vi har brug for. Eller rettere, vi har brug for det vand, de sidste dages nordenvind har flyttet fra Den Botniske Bugt til Østersøen. Og for nu at være helt præcis, vi har brug for noget mere vand for at komme ud af Keskuskari Havn, hvor vi midt på eftermiddagen ankom i den tro, at der var vand nok. Det var der også, indtil 20-30 meter fra havnehullet, hvor vi stødte på grund. En ung, finsk  mand havde observeret os og vinkede os nærmere det ene molehoved, men det var ikke nok. Vi stod tilsyneladende mellem to sandrevler og kunne hverken komme frem eller tilbage. Ved hjælp af  bovpropellen fik jeg drejet båden, og så lykkedes det os at komme i havn, hvor det gik op for os, at det er temmelig lavvandet, hvilket Lasse, en hjælpsom finne, som Martin har sørget for kontakt til, havde advaret os om kunne ske med nogle dages nordenvind..
Nu har jeg lavet en varde, som jeg har set som vejvisere på fjeldet i Norge og på Færøerne, i vandkanten ved slæbestedet. En lille stak sten oven på hinanden, så kan jeg følge udviklingen i vandstanden.
Den unge finne, der åbenbart ikke kunne/ville et ord engelsk, roede i øvrigt ud i sin gummibåd og målte vanddybden nærmere molehovedet. Ca. 1,6 meter, hvilket er lige lidt nok til, at jeg tør tage chancen og sejle.

Turen hertil lignede den i går. I dag var det dog koldt trods sol hele dagen. 13 grader, et storsejl, der skyggede for solen, og 7-8 sekundmeter agten for tværs = godt med tøj på.

Området her er præget af sommerhuse, camping, hoteller og store, brede sandstrande som på Fanø og Rømø – næsten. Bortset fra det er der vist langt til det meste, godt vi er forsynet. Selve havnen er uden faciliteter, det gælder også el og vand. Det bedste og grunden til, at vi valgte den, er, at den ligger et passende sted på vejen syd over, og det er heller ikke nogen ringe kvalitet.

40 sejldage, 1396 sømil i alt, de 36 i dag – for sejl hele vejen.

Finland til vands og til lands

Rejser Udgivet den 4. juli 2015 af Bent5. juli 2015

Byger og 3-6 sekundmeter fra nord var, hvad vi havde forventet. Vi var ikke engang ude af industrihavnen, hvor vi havde sat storsejl, før der kom en kraftig regnbyge og 8-10 sekundmeter, så vi forlod Oulu i en vis fart – nærmere bestemt 7,5 knob de første tre kvarter, hvor vi sejlede næsten stik vest. Derefter holdt det tørvejr hele dagen, vinden aftog lidt og siden meget. Så vi ankom for fulde sejl til Raahe/Brahestad (finsk/svensk) i sol og næsten sommer. Fandt en plads mellem en tysk og en finsk båd. Der kom en tysk båd til Oulu i aftes, og vi mødte en tysk båd som den eneste i dag. Ellers er her kun finner og en sjælden gang en svensker.

IMG_0994 IMG_1003

Efter at have konsulteret en finsk sejler valgte vi i dag at sejle af en farled/sejlrute (svensk/dansk), hvor dybden var garanteret 1,8 meter. Det var uproblematisk, dybden var ikke under 2 meter. Sejlruternes dybdeangivelse skulle være meget sikre ved normal vandstand, men til gængæld skal man holde sig i ruterne, når der sejles kystnært med vanddybder under 10 meter, hvilket der nogle steder kan være mange sømil ud fra kysten.

Efter aftensmad, der bestod af lækker, røget laks indkøbt i Kauppahalli i Oulu, gik vi en tur ind til byen, der ligger ca. 1,5 km. herfra. Der er en gammel bykerne med træhuse, hvoraf mange er velholdte, men desværre er en del slet ikke holdt. Alligevel en flot og meget finsk bydel. Gaderne var asfalterede og havde midterstribe af brosten. Fortovene var flisebelagte og med brosten langs husmurene. Grænsen mellem fortov og gade var en lille brostensbelagt “rendesten”. På mange husfacader var der gadespejl, der gav mig associationer om Sct. Knudsgade anno 1974-79.

IMG_0996 IMG_1002

Lige nu kl. halv elleve er vi kommet til Roskilde eller noget i den stil. I hvert fald har vi “fornøjelse” af noget meget høj musik. Nogle af numrene var faktisk ret gode og ikke spor for larmende for 50 år siden. Sært som de dog kan ændre sig.
Else mente, vi skulle undersøge, hvor det foregår. Jeg var mere tilbøjelig til at undersøge hvor længe, det foregår. Nå, den slags er sjældent et problem, mon ikke det slutter om en halv times tid.

39 sejldage, 1360 sømil i alt, de 43 i dag inkl. de 7 for motor.

Vi har købt Mumitrolde-sengetøj – er der nogen der er misundelige…

Hverdags dag

Rejser Udgivet den 3. juli 2015 af Bent3. juli 2015

Vi tog lige en dag mere i Oulu, da vinden ikke var til at komme uden om. En stor del af dagen har Else ”ordnet” Hørvævsmuseum og andet på computeren, og jeg har gået i pendulfart frem og tilbage til servicebygningen, hvor der er vaskemaskine og tørretumbler. Sådan har vi hver vores kompetencer. Fem maskiner tøj blev vasket og tørret, så nu er der bund i vasketøjsposen. Det er altid en god fornemmelse, og så var det oven i købet gratis, hvad det ofte er på disse kanter. Jeg tror, det er lidt lige som med betaling af havnepenge – der er for lille omsætning til, at det økonomisk kan gå at installere og vedligeholde automater til betaling. Så hellere gratis vask og betaling af havnepenge i en kuvert eller nærliggende restaurant, kiosk eller lignende.

Bortset fra den håbløse vind, har vejret været godt i dag, men det er det ikke mere. Her ved syvtiden begyndte det så småt at regne. Nu er det kraftig regn, som måske kan medvirke til en nogenlunde stille fredag aften. Der var ellers lagt op til udendørs servering og musik på torvet, men nu trækker de fleste nok indendørs. Trist for dem, men…

Der er meget lidt aktivitet i selve havnen. Nærmest ingen udskiftning af både og de få fastliggere ved de andre broer er heller ikke hyperaktive, selv om det blev sommer i forgårs. Til gengæld har der, inden regnen satte ind, været livlig aktivitet på land. Biler, cykler og gående, men alt sammen meget fredeligt.

Oulu by day

Rejser Udgivet den 2. juli 2015 af Bent3. juli 2015

Vi brugte formiddagen til indkøb i S-Market, på torvet og i Kauppahalli (en markedshal fra 1901 med små butikker med lækre og dyre sager – a la Torvehallerne i København).

IMG_0980 IMG_0981

I gågaden på vej til S-Market stod vi og så på en statue af måbende eller måske snarere syngende børn (?) med sværd i hånd. En ældre finsk dame kom forbi og forklarede på finsk (også efter, vi havde gjort hende klart, at vi ikke forstod sproget) og fagter, at nogle havde ødelagt statuen, det ene sværd var knækket/savet af. Det var hun tydeligt meget forarget over, hvad der jo også var grund til.

IMG_0955

Eftermiddagen blev så brugt til kultur – først kunstmuseet, hvor der var i alt 5 forskellige udstillinger af vidt forskellig karakter og kvalitet, synes jeg.

IMG_0971 IMG_0969 IMG_0973

Derefter på Norre Österbottens Museum. Et ca. et hundrede år gammelt museum, der fortæller om områdets oprindelse efter sidste istid, byens historie, kultur og erhvervsliv. Sjældent har vi set så gammelt et museum. Indtil vi i en afdeling med legetøj fandt legoklodser, var vi af den opfattelse, at det var den oprindelige udstilling, der stadig stod. Lokalerne tror jeg stadig er, som ved museets indvielse.

IMG_0978

 

 

Sommer

Rejser Udgivet den 1. juli 2015 af Bent4. juli 2015

19 grader, sol og næsten ingen vind = sommer. Det har jeg bestemt, og helt forkert er det vel heller ikke!? I hvert fald er det rigtigt, at det er årets og turens mest sommerlige dag.

Vi sejlede til Oulo og oplevede at blive overhalet indenom. En af de finske både, vi lå ved siden af sidste nat, og som stadig lå der, da vi sejlede kl. 9.30, tog imod os her i Oulu. De var sejlet indenom en større ø. Vi sejlede udenom, da ruten indenom kun var garanteret 1,8 meter, så jeg turde ikke tage chancen, selvom vi kun stikker 1,52 – måske 1,60, da vi er ret godt ”udrustet”.

Vi ligger lige i byens centrum, hvor der denne dejlige sommeraften er en masse leben – udendørs servering, levende musik, biler og motorcykler, der kører frem og tilbage ad samme vej for at se. Eller måske snarere for at blive set!? En plæne her ved siden af havnen er tæt besat med primært unge mennesker.

Fortovsrestauranterne oppe i byen serverer øl i stride strømme til folk i lige så rigelig mængder. I hvert fald så vi kun en enkelt, der var mere end almindelig usikker på benene.

I dagens anledning fik vi laksesuppe til forret og grillet kyllingefilet med blåbær marineret i finsk vodka samt kartofler på en fortovsrestaurant lige ved ovennævnte trafikkerede gade, hvor jeg så kunne dyrke en af mine små fornøjelser – at iagttage mennesker i det offentlige rum, ofte undres og tænke mit!. Nogle kom forbi mindst fire gange, så de blev set! Så bortset fra, at jeg nok ikke lige opfyldte målgruppen, lykkedes deres projekt.

38 sejldage, 1317 i alt, 3 i dag plus 21 for motor, hvis de også skal tælles med.

For 50 år siden

Rejser Udgivet den 30. juni 2015 af Bent1. juli 2015

IMG_0928 IMG_0939 IMG_0929

Så længe er det siden, det sidste skib sejlede her fra øen, Röyttä, med træ. Der ligger stadig meget spinkle og smalsporede jernbaneskinner på molen, og der står en trækvogn på skinnerne, så Else fik en lille skinnevognstur. Vi undrede os over det store havneanlæg på så lille en ø. Forklaringen er, at træet blev flådet ud af en nærliggende elv på fastlandet og herover, hvor det blev sorteret og opskåret i passende længder, inden det blev afskibet. På østsiden af øen er der et par moler, der givetvis er blevet brugt i forbindelse med håndteringen af stammerne. Det samme gælder nok nogle tilsyneladende helt umotiverede moler lidt syd for Kemi og nær en ret stor havn, hvor der stadig er aktivitet.

Den udmærkede småbådshavn drives i et samarbejde mellem seks klubber på fastlandet. Det har ført til nyrenoverede broer med el og vand, ny legeplads, grillplads og…

På øen er der en 3-4 km. lang, afmærket sti, hvor man udover myg kan opleve en meget anderledes natur, end vi har set de seneste uger – anderledes planteliv, mere fuglekvidren, som jeg har savnet, frøer og færre klipper. Langs ruten var der adskillige formentlig (de var på finsk) informative tavler. En del af stien var hævet over meget fugtig jordbund ved hjælp af nogle lange, kraftige brædder, så vi kom næsten tørskoet hele vejen rundt.

Turen hertil gik uden problemer, hvis man kan påstå det, når der en stor del af vejen var for lidt vind = motorsejlads.

Enten er det ved at være højsæson, eller også er der blot en båd fra hver af ovennævnte klubber. I hvert fald er her seks både foruden os. Det har vi vist ikke set siden Stockholm. Vi blev modtaget af en svensktalende finne – det letter kommunikationen.

37 sejldage, 1293 sømil, 36 i dag.

HAPARANDATORNIOHAPARANDATORNIO…..

Rejser Udgivet den 29. juni 2015 af Bent29. juni 2015

Haparanda og Tornio har fælles busstation i Haparanda. Hele vejen rundt om den forholdsvis nye bygning er der et “banner” foroven, hvor de to bynavne er skrevet ud i et/uden mellemrum. Der er to ure, et med lokal (svensk) tid og et med finsk tid.

Vi havde cykler med, det viste sig at være en god idé, da de ting vi valgte/kunne se (museerne er lukket om mandagen) lå et godt stykke fra hinanden. Byerne har tilsammen knap 30.000 indbyggere, men der er ikke noget rigtigt centrum med forretningsstrøg. Et stort indkøbscenter på den finske side, hvor jeg købte et par lange bukser, og COOP og IKEA på den svenske side. Vi var oppe i et gammelt vandtårn, hvor vi kunne få overblik ikke bare over byerne men også de omliggende måske 50 km. Der er meget fladt. Vi så en flot gammel kirke fra 1600-tallet, en fotoudstilling i den gamle jerbanestation, der nu fungerer som ungdomshus og et torv, der er lavet på grænsen. Et par hundrede meter langt, vil jeg tro, ret smalt og med en kanal, der markerer grænsen ned midt igennem. Mindst halvdelen af vejen er den dog lagt i rør, så man nemt kan gå og cykle over grænsen og endda på grænsen.

Alt i alt ikke imponerende, En anden ugedag og en bil ville have givet os flere muligheder, men nu har vi været der og oplevet de to sammenvoksede byer med hver sit sprog, hver sin møntenhed, hver sin tidsregning og sikkert også hver sin kultur

Toldfri grænsehandel

Rejser Udgivet den 28. juni 2015 af Bent28. juni 2015

Vi har desværre ingen toldfri butik om bord. Det kunne ellers have været en god fidus, da vi passerede den svensk-finske grænse 3 gange. Vinden og skærgårdsøerne ville det sådan, at vi måtte lave et enkelt kryds, og pludselig var vi tilbage i Sverige. Som om det ikke er nok, har vi, som nævnt, i morgen planer om at tage bussen her fra Kemi i Finland til grænsebyerne Tornio/Haparanda og krydse grænsen yderligere mindst to gange.

Dagen startede med påfyldning af diesel ganske som aftalt. Bertil kom allerede 9.40, det gjorde vi også, så kl. 10 var vi på vej ud af havnen. Der var ikke meget vind, men det endte med at blive en fin sejltur, hvor vi kun brugte motoren i ca. tre kvarter, da vi i snævert farvand skulle lige op i vinden. Ellers lignede det mere 3-4 sm foran for tværs og 4-6 knob. Fra middag oven i købet i solskinsvejr, der dog sluttede ved 17-tiden, hvor skyerne tog over, og en time senere var her tyk, tyk tåge, der kom drivende ude over vandet og lukkede det hele til. Samtidig faldt temperaturen drastisk, heldigvis ingen vind. Vejret kan være uforudsigeligt, godt man ikke er meteorolog.

IMG_0883 IMG_0899

Eftermiddagens sidste del gik med indkøb og læsen tog- og busplaner. Det viste sig, at der ikke går tog til Tornio, men en halv time i bus er også i orden.

Vi ligger i den ene ende af havnen, hvor den ser ud nøjagtig som på billedet i den havneguide, vi købte i 96. Den anden ende er tilsyneladende udbygget med havnepromenade. Da solen skinnede havde vi indtryk af, at det er der, det sker – udeservering, musik, mange mennesker, biler, motorcykler… I havnen er her foruden os en tysk båd, en svensk og en finsk. Der kan godt være flere, det er den største marina, vi har set i lang tid. 50-60 pladser vil jeg tro.

IMG_0894 havneguide

Og så er der lige det med syrenerne…

IMG_0897a IMG_0367

Jeg har vist ikke nævnt, men rønnetræer og liljekonvaller (i naturen) blomstrer også i meget lang tid denne sommer. Liljekonvallerne er ikke voldsomt synlige, men de tiltrækker vores opmærksomhed i kraft af deres karakteristiske duft.

36 sejldage, 1257 sømil, 17 i dag.

Haparanda Hamn

Rejser Udgivet den 27. juni 2015 af Bent27. juni 2015

Haparanda på den svenske side og Torneå/Tornio på den finske side af Torne Elvens udløb er vokset sammen, men elven midt gennem byen udgør grænsen. Selvfølgelig skal vi se og opleve denne/disse grænsebyer. Det viste sig desværre, at Haparanda Hamn ligger næste 20 km. fra byen, da elven ikke er dyb nok til kølbåde. Der går ikke busser herfra til byen i weekenden, så nu er planen, at vi i morgen sejler fra Haparanda Hamn til Kemi (et bynavn) i Finland, og så vil vi i overmorgen tage bus/tog til Tornio/Haparanda, der er ca. 30 km.

Haparande Hamn reklamerer i havneguiden blandt andet med mulighed for indkøb af dagligvarer og et nyåbnet Kystkulturhus. Førstnævnte ligger et par km. herfra, ikke uoverkommeligt, men vi er ikke i akut nød, så det venter til Finland. Kystkulturhuset er i et gammelt pakhus yderst på molen. Der er et fint skilt på væggen, men alt er lukket og ingen opslag om evt. åbningstider. Heller ingen vinduer man kan kigge ind ad. Ved siden af ligger et gammelt, næsten faldefærdig, lille hus, hvor vi kunne kigge ind – fiskegarn. Også en slags kultur.

IMG_0871 IMG_0876

Havnen reklamerede også med diesel, vi fandt også tanken og to telefonnumre, man kan ringe til. Vi valgte at spørge den førte og den bedste, vi mødte. Vi skulle blot have fat i Bertil, hvis han er hjemme, han bor i huset lige der. Det var han, han stod og snakkede i indkørslen. Hvornår? Tjah, i morgen ved 9-10-tiden. Lad os sige kl. 10, jeg er ude i stugan, men så tager jeg lige båden ind.
God service!

Regn i nat og i morges, sol i aften, så måske går det den rigtige vej. Myggene, som vi stort set ikke har haft “fornøjelse” af endnu, er også mødt mere talstærkt op.

35 sejldage, 1240 sømil, 17 i dag.

Indlæg navigation

← Ældre indlæg
Nyere indlæg →

Seneste indlæg

  • Afsted mod Sverige – første stop Svanemøllen
  • Nordfyn
  • Dovns Klint
  • Første tur: Himmelbjerget og Skjerns Å
  • Indlæg nr. 100

Seneste kommentarer

  • Simon til Hjemme!?
  • Kirsten til Hjemme!?
  • Bent til En rigtig havnefoged er et særsyn, men findes stadig
  • Inge og Jens Damsbo til En rigtig havnefoged er et særsyn, men findes stadig
  • Mormor. til En blandt mange

Arkiver

  • juni 2021
  • maj 2021
  • april 2021
  • oktober 2015
  • august 2015
  • juli 2015
  • juni 2015
  • maj 2015
  • april 2015
  • januar 2015
©2026 - Rejser - Weaver Xtreme Theme
↑