God morgen – lød Simons morgenfriske stemme kl. 07.40. Han havde “efterladt” Lea, Dorte og bagagen, hvor de blev sat af taxaen, for ikke at slæbe sidstnævnte længere end højst nødvendigt i den måske gale retning. Det tog ikke mange øjeblikke, inden Lea kom spænende de 50 meter. Dejligt at se dem alle tre efter mere end to og en halv måned.

Efter at have spist morgenmad sejlede vi kl. 9.30 i lige så god ro og orden og direkte modvind de 20 sømil til Nagu, der ifølge beskrivelsen – og endnu højere grad i virkeligheden – er et meget turistet sted, hvor der i dag ligger ca. 150 både på de 120 gæstepladser. Vi blev kl. 13 klemt ind mellem to både og deler bøje med den ene. Siden blev flere klemt ind forskellige steder, og nogle ligger for enden af broerne for eget hækanker og…

Eftermiddagen gik med frokost, hygge inkl. vendespil i cockpitteltet i småregn, lidt indkøb i K-Market alt imens Else blev sløjere og sløjere med ondt i halsen. Øv.
I aften fortsættes hyggen trods manglen af Else og Lea, der er gået til køjs.

50 sejldage, i alt 1785 sømil, de 20 i dag

Det var lidt den fornemmelse, vi havde i dag. Hvor vi nu i ugevis har sejlet næsten uden at møde andre både, oplevede vi i dag en trafik som i Svendborg Sund en god sommerdag. Det var åbenbart “hovedvejen” mellem Nystad og Åbo og sikkert også andre gode steder. Dertil en masse lokaltrafik med småbåde. Mindst en båd pr. hytte, tror jeg, og der var mange hytter på øerne. Det var samtidig noget af den flotteste skærgård, vi har set. Og vejret – det var lunt og solrigt indtil kl. ca. 16. Regnen begyndte dog først kl. 20.

På det sidste stykke, inden vi kom ind på ruten direkte mod Åbo, var øerne pludselig op til 30 meter høje, gætter jeg på, og med næsten lodrette klippevægge ned mod vandet. Flot og anderledes i forhold til de almindelige meget flade øer.

Ja, det endte med, at vi sejlede helt til Åbo. Det meste af vejen god vind og sejl, så det blev en lang (fra kl. 8.30 til 19), god og flot sejldag, hvor vi også fik hilst på Finnlines og Viking Lines færger i passende afstand. I Åbo ligger gæstehavnen lidt oppe ad åen tæt ved centrum, så nu er vi klar til en dag i Åbo i morgen – og til at gøre klar til at modtage Lea, Dorte og Simon i overmorgen morgen. Agterkahytten har indtil nu fungeret som en rigtig god stuveplads, så vi skal lige have “møbleret lidt om”.

49 sejldage, i alt 1765 sømil, de 59 i dag.

Meteorologerne anbefalede at sove længe, det gjorde vi så. Vinden skulle aftage i løbet af formiddagen. Vi sejlede kl. 11, og da vi kom udenskærs kunne vi konstatere, at den var aftaget, som lovet, fra 9-12 sekundmeter til 6-9. Desværre lidt mere sydlig vind, end jeg havde forventet, så det blev storsejl og motor hele vejen. Vi valgte derfor en kort tur til en havn beskyttet mod vestlige vinde. Räfsö/Reposaari (svensk hhv. finsk navn) ligger på østsiden af en smal halvø lidt nordvest for Björneborg/Pori, så vi kan høre havets brusen på vestsiden få hundrede meter herfra.

En del af dagens tur foregik indenskærs og i regnvejr, sådan rigtige finsk skærgård med en masse bevoksede småøer og mange flere nøgne klipper over vandet, og – kunne vi se på brændingerne – også mange klipper lige under vandoverfladen. Her skal man virkelig holde sig til de afmærkede ruter/farleder, så det er dejligt med den særdeles grundige afmærkning med diverse bøjer og overetmærker og vores kortplotter.

Ved ankomsten var det sol og sommer. Vi tankede diesel, det hastede ikke, men rart at være på den sikre side. Det blev også til et par maskinfulde vasketøj, hvoraf den ene blev tørret i tørretumbler og den anden på båden.

Vask plejer at være gratis i modsætning til i Danmark, men her kostede det 4 euro for vask og 3 for tørring. Alt imens maskinerne kørte, kom de og meddelte, at de lukkede og låste kl. 18. Det endte med, at den ene af de tre personaler i caféen/kiosken, der også fungerer som havnefoged, blev en halv time ekstra, så vi kunne blive færdige. Lidt pudsigt, at de ikke havde en mere smart løsning på det problem, der må opstå jævnligt.

Aftenturen gik til byen, hvor vi igen havde fornøjelsen af en masse fine træhuse, og til halvøens vestkyst. I Finland er det ikke, som før beskrevet, ualmindeligt med grusveje. Mange af villavejene i denne lille by er også grusveje.

Jeg har tit sagt til folk, der lidt undrende spørger, hvorfor vi tager til Finland, at de ofte har nogle ganske vist korte men gode somre. I år er der oven i købet mange af dem, nogle gange to om dagen.

47 sejldage, i alt 1644 sømil, de 22 i dag.

Vi kastede los kl. 07.07. Det var tidligt – og føltes sådan. Årsagen var varsel om tiltagende vind op til 12 sekundmeter i løbet af dagen. Vi ville gerne nå Merikarvia. Det gjorde vi kl. ca. 13, hvor det blæste 9 sekundmeter fra nord. Turen gik uden problemer via afmærkede farleder, som vi bør følge, medmindre vi er ude på dybt vand. Det kunne vi også se i dag. Flere steder også adskillige sømil ude fra kysten kan der forekomme brænding, hvor bølgerne rammer klipper, nogle er synlige, men de kan også ligge lige under vandoverfladen, og ikke alle er afmærket på søkortene.

Vi skal ikke betale havneafgift her. Først troede jeg, at det var som en slags kompensation for de 15 minutters underholdning af såvel havnefoged (en ung fyr) som havnens øvrige sejlere og andet godtfolk, som vi leverede ved ankomst. Det er ikke så nemt at fange en bøje med en krog i 9 sekundmeters sidevind, og da slet ikke når skipper af en eller anden grund gerne vil have bøjen på luv side. Det krævede et par forsøg. Derefter viklede rebet sig rundt om rattet, så vi måtte starte forfra, og…. Resultatet blev, at vi i stedet lagde os langskibs uden på et stort, finsk, tomastet stålskib fra Vestervik i nærheden af Gerby ved Vasa, hvor Martin kommer fra. Eneste ombord er en svensktalende finne på omkring de 70, vil jeg tro. Han kender familien Jern – eller dele af den, bl.a. Sven Jern, Martins far.
Det viste sig senere, at de andre heller ikke skal betale havneafgift.

Efter ovennævnte udfordringer i forbindelse med ankomsten og velfortjent frokost gik vi en tur for at se på staden eller rettere stedet. Vi fandt et galleri, hvor vi fik en finsksproget seddel med kunstnernes og kunstværkernes navne. Vi er nu syd for det område, hvor det svensktalende mindretal primært bor. En ung mand passede stedet og oversatte beredvilligt og efter bedste evne til engelsk. Nogle titler var åbenbart ikke helt lette at oversætte. Martin har fortalt, at der oprettes en masse sommerstudiejob på bl.a. museer og lignende. Mon ikke både havnefogeden og galleripasseren er eksempler på det? Siden fandt vi en fiskforsälning i et fiskerøgeri. I dag og måske altid havde de kun røget fisk, så fik røget laks til aften.

Solen er nu kl. 22.45 på vej ned. Det er godt nok andre tider end for 3 uger siden. Vi er også begyndt at tænde lys, hvis vi går lidt for sent i seng eller står alt for tidligt op. Det sidste ved jeg nu ikke, det forestiller jeg mig bare.

46 sejldage, i alt 1622 sømil, de 33 i dag.

Formiddagen i dag gik med, at Else cyklede til staden sammen med routeren og det simkort, hun købte forleden. Nu virker det perfekt. Jeg brugte tiden på tøjvask og tankning af vand. Derefter sejlede vi til Brändö (over havnebassinet) og tankede diesel. Således velforsynede på alle måder sejlede vi fra Vasa ved 12-tiden og kom her kl. 17 til Bredskäret, hvor vi ligger som eneste båd i en lille havn. Broen er ca. 25 meter lang. På den anden side er der få lokale småbåde, og ret tæt herpå spæner linefärjan mellem Bredskäret og Bergö frem og tilbage. Bredskäret er landfast via en dæmning ifølge søkortet.

Da vi nærmede os færgen, var vi som sædvanlig opmærksomme på, om den var linetrukket eller motoriseret. Der var ingen skiltning, hvad der ofte er, og ingen oplysninger på søkortet, så vi kom ret tæt på, inden, vi var sikre. Åbenbart så tæt, at kaptajnen blev bekymret, færgen stoppede overfarten, indtil den var sikker på, at vi ”undveg”, hvad vi så gjorde.
Både i Sverige og Finland er der en lang række små gule færger ud til øerne. De kaldes landevejsfærger og er gratis. De fleste er over ganske korte afstande men enkelte sejler noget længere.

Vi har nu fint vejr – det småregnede et par timer først/midt på eftermiddagen – og en flot udsigt.

Der er lidt langt mellem havnene her, så vi måtte vælge mellem en kort eller en lang tur i dag. Det blev den korte, da vi først kom af sted midt på dagen. Så må vi blot sejle det længere i morgen, hvor vi stadig satser på Kaskö.
Trods svag vind fra øst-sydøst blev det til lidt mindre end to timer for motor alt inkl.

44 sejldage, i alt 1534 sømil, de 22 i dag.

Ved 23-tiden i aftes kom havgusen pludselig og lagde sig som en tyk dyne. Desværre lå den der stadig i morges, da jeg lidt i syv krøb ud under min mere private en af slagsen. Nu var gode råd dyre, det var for tåget til at sejle. Jeg krøb ned under dynen igen!

Nå, den slags plejer jo at lette, så vi stod op, spiste morgenmad og gjorde os klar til at sejle til Vasa, hvor planen er at besøge Ellen og Martin, der ferierer i deres hytte på Värlax. Et besøg, vi har glædet os til længe. Som forventet lettede tågen, men først kl. lidt over 12, hvor vi lige skulle til at spise frokost.

Vi sejlede kl. 12.25, vinden var ca. 3 sekundmeter fra nord, vi skulle siksakke mod syd, så det blev for motor ad den mindst 3,4 meter dybe sejlrute, der førte os under den 24 meter høje Replot-bro. På det tidspunkt blæste det næsten 12 sekundmeter, heldigvis igen aftagende til omkring 6, da vi kl. 17 nåede Vasa, hvor planen var at finde vores gamle plads (den vi lå på i 1996) lige foran det gule hus. Imidlertid var gæstebroen nu lidt længere ude, hvor vi fandt en god plads mellem y-bomme.

Da vi var næsten ”rejseklar” kom Ellen og Martin som aftalt, vi fik vores pakkenelliker i bilen og kørte de ca. 40 km. til Verlax, hvor vi tidligere har været i 96 og i – tjah var det 10 eller 11, hvor vi var her sammen med Lone, Rasmus og Helene. Inden afgang var jeg omkring havnekontoret. Det var en finsktalende finne (her er mange ellers svensktalende), der kunne noget svensk, men syntes, at dansk var svært, og da han så heller ikke lige kunne finde ordene på engelsk, tilkaldte han en ven, der stod lige ved siden af. Resultatet blev, at jeg blot skulle komme igen, når vi skulle sejle, så kunne vi afregne på det tidspunkt – og han skulle nok holde øje med båden.

43 sejldage, 1512 sømil i alt, 31 i dag.

Hvad kan man opleve i Jakobstad en dejlig sommerdag, der varede til kl. 19.30? (Det  var dagens gode “vejrmelding”). Først cyklede vi til Johan Ludvig Runebergs (Finlands nationalskjald) sommerstuga, der ligger på et meget smukt sted i udkanten af byen. En venlig, af udseende lidt forhutlet mand, der gik og malede, beklagede, at der var lukket – måske havde de problemer med personalet, sygdom og ingen til at tage over? Han lukkede beredvilligt op fortalte om stedet og var tydeligt engageret. Vi overvejede bagefter, om han var frivillig eller i arbejdstilbud.

Derfra cyklede vi ind til byen, hvor der som i Raahe/Brahestad er et flot og spændende kvarter med gamle træhuse.

Selve centrum inkl. gågaden virkede utrolig dødt og uden særlig mange butikker. Jeg tror, det skyldes, at Finland er tyndt befolket, så byerne ikke rigtig har noget opland, at butikkerne er samlet i indkøbscentre, hvad der nok er meget godt de ni måneder om året, og endelig at den indtil nu kolde sommer har betydet, at de ferierende finner er rejst til varmere himmelstrøg.

Vi købte lidt ind. Det vigtigste var ud over kartofler og is (i dag fik jeg det ønskede hos en svensktalende issælger), vin. De par flasker vi havde med hjemme fra er ved at være tømte, så vi måtte i Alco, der svarer til det svenske Systembolaget, da vin ikke sælges i almindelige butikker i Finland (og Sverige). Priserne er ca. det dobbelte af det, vi kender fra Brugsen i Assens, og det, at man skal i en speciel butik, gør, at man næsten får dårlig samvittighed, så mon ikke vinen smager ekstra godt!? Bedre blev det ikke, da Else “kom for skade” at tage et 32 siders hæfte med hjem fra Systembolaget: Alkoholen i olika skeden af livet. Sidste kapitel hedder Äldre och alkohol. Barsk læsning – det af det, jeg har læst.

Vi var også i en bådudstyrsforretning og fandt endelig bogen Besökshamner 2015. Dejligt at få en opdateret afløser for vores gamle 1996-udgave af samme bog. Bl.a viste det sig, at de to havne, som jeg havde fundet som mulige mål for turen i morgen, ikke længere er besøgshavne. Jeg har fundet en anden, som så nok bliver den sidste, inden vi anløber Vasa  på fredag – en dag tidligere end planlagt hjemme fra, beklager.

Planen hjemme fra er i øvrigt fra nu af suspenderet, da vi, som tidligere nævnt, er så heldige at have fået aftaler om besøg af først Dorte, Simon og Lea, siden Rasmus og Helene og derefter Lone, så vi ankommer nu til Åbo d. 21. eller 22. juli og bruger derefter en uges tid på at besejle og bese Ålandsøerne.

Hvad gør sejlere, når de ikke kan komme ud af havnen? Tager den første og bedste turbåd, den ligger heldigvis her i havnen og sejler ud til den ø, vi droppede i går pga. for kraftig vind. Kl. 13, nogle billeder af bl.a. fisk og en grill samt øens navn, det var, hvad vi kunne læse. Vi var sammen med få finner klar kl. lidt i et, men skipper kom aldrig. Finnerne ventede også, så det fremgik åbenbart ikke af opslaget

Så kom cyklerne frem, vi cyklede til Kalajoki, der er nærmeste by og ca. 10 km. herfra. Godt, vi fik købt nye, gode foldecykler. Et keramikværksted/-udstilling på vejen, en flot elv gennem byen og S-Market, hvor vi købte lidt ind. På turen fik vi set det meget specielle landskab, der er her. Store områder med sand strækkende sig måske en halv kilometer ind i landet fra kysten. Da vi sejlede forbi i går, var jeg usikker på, om det var marker eller… Vi så også græsmarker, hvor der var slået hø, og et par kornmarker. Måske havre, man dyrker meget havre i Finland, men der var ikke aks på endnu, så jeg ved ikke, hvad det var.

Ellers ikke de store oplevelser eller udfordringer bortset fra is på vejen hjem. Det er åbenbart en udfordring. I hvert fald var det anden gang, vi  købte vaffelis i Finland, og det var anden gang, jeg ikke fik det ønskede. Selv mange unge mennesker er ikke gode til engelsk. Sådan er det måske også i Danmark?

En flot, lun solskinsdag og aften. Nu kl. 21.30 er solen dog ved at gå ned i en sæk, hvilket, nogle – bl.a. meteorologerne – vil vide, betyder, at den står op i en bæk. Morgendagen skulle byde på noget lavere temperaturer og en del regn, dog næppe så meget, at det betyder noget for vandstanden, der er langsomt stigende her sidst på dagen.

Byger og 3-6 sekundmeter fra nord var, hvad vi havde forventet. Vi var ikke engang ude af industrihavnen, hvor vi havde sat storsejl, før der kom en kraftig regnbyge og 8-10 sekundmeter, så vi forlod Oulu i en vis fart – nærmere bestemt 7,5 knob de første tre kvarter, hvor vi sejlede næsten stik vest. Derefter holdt det tørvejr hele dagen, vinden aftog lidt og siden meget. Så vi ankom for fulde sejl til Raahe/Brahestad (finsk/svensk) i sol og næsten sommer. Fandt en plads mellem en tysk og en finsk båd. Der kom en tysk båd til Oulu i aftes, og vi mødte en tysk båd som den eneste i dag. Ellers er her kun finner og en sjælden gang en svensker.

Efter at have konsulteret en finsk sejler valgte vi i dag at sejle af en farled/sejlrute (svensk/dansk), hvor dybden var garanteret 1,8 meter. Det var uproblematisk, dybden var ikke under 2 meter. Sejlruternes dybdeangivelse skulle være meget sikre ved normal vandstand, men til gængæld skal man holde sig i ruterne, når der sejles kystnært med vanddybder under 10 meter, hvilket der nogle steder kan være mange sømil ud fra kysten.

Efter aftensmad, der bestod af lækker, røget laks indkøbt i Kauppahalli i Oulu, gik vi en tur ind til byen, der ligger ca. 1,5 km. herfra. Der er en gammel bykerne med træhuse, hvoraf mange er velholdte, men desværre er en del slet ikke holdt. Alligevel en flot og meget finsk bydel. Gaderne var asfalterede og havde midterstribe af brosten. Fortovene var flisebelagte og med brosten langs husmurene. Grænsen mellem fortov og gade var en lille brostensbelagt “rendesten”. På mange husfacader var der gadespejl, der gav mig associationer om Sct. Knudsgade anno 1974-79.

Lige nu kl. halv elleve er vi kommet til Roskilde eller noget i den stil. I hvert fald har vi “fornøjelse” af noget meget høj musik. Nogle af numrene var faktisk ret gode og ikke spor for larmende for 50 år siden. Sært som de dog kan ændre sig.
Else mente, vi skulle undersøge, hvor det foregår. Jeg var mere tilbøjelig til at undersøge hvor længe, det foregår. Nå, den slags er sjældent et problem, mon ikke det slutter om en halv times tid.

39 sejldage, 1360 sømil i alt, de 43 i dag inkl. de 7 for motor.

Vi har købt Mumitrolde-sengetøj – er der nogen der er misundelige…

Vi brugte formiddagen til indkøb i S-Market, på torvet og i Kauppahalli (en markedshal fra 1901 med små butikker med lækre og dyre sager – a la Torvehallerne i København).

I gågaden på vej til S-Market stod vi og så på en statue af måbende eller måske snarere syngende børn (?) med sværd i hånd. En ældre finsk dame kom forbi og forklarede på finsk (også efter, vi havde gjort hende klart, at vi ikke forstod sproget) og fagter, at nogle havde ødelagt statuen, det ene sværd var knækket/savet af. Det var hun tydeligt meget forarget over, hvad der jo også var grund til.

Eftermiddagen blev så brugt til kultur – først kunstmuseet, hvor der var i alt 5 forskellige udstillinger af vidt forskellig karakter og kvalitet, synes jeg.

Derefter på Norre Österbottens Museum. Et ca. et hundrede år gammelt museum, der fortæller om områdets oprindelse efter sidste istid, byens historie, kultur og erhvervsliv. Sjældent har vi set så gammelt et museum. Indtil vi i en afdeling med legetøj fandt legoklodser, var vi af den opfattelse, at det var den oprindelige udstilling, der stadig stod. Lokalerne tror jeg stadig er, som ved museets indvielse.

Så længe er det siden, det sidste skib sejlede her fra øen, Röyttä, med træ. Der ligger stadig meget spinkle og smalsporede jernbaneskinner på molen, og der står en trækvogn på skinnerne, så Else fik en lille skinnevognstur. Vi undrede os over det store havneanlæg på så lille en ø. Forklaringen er, at træet blev flådet ud af en nærliggende elv på fastlandet og herover, hvor det blev sorteret og opskåret i passende længder, inden det blev afskibet. På østsiden af øen er der et par moler, der givetvis er blevet brugt i forbindelse med håndteringen af stammerne. Det samme gælder nok nogle tilsyneladende helt umotiverede moler lidt syd for Kemi og nær en ret stor havn, hvor der stadig er aktivitet.

Den udmærkede småbådshavn drives i et samarbejde mellem seks klubber på fastlandet. Det har ført til nyrenoverede broer med el og vand, ny legeplads, grillplads og…

På øen er der en 3-4 km. lang, afmærket sti, hvor man udover myg kan opleve en meget anderledes natur, end vi har set de seneste uger – anderledes planteliv, mere fuglekvidren, som jeg har savnet, frøer og færre klipper. Langs ruten var der adskillige formentlig (de var på finsk) informative tavler. En del af stien var hævet over meget fugtig jordbund ved hjælp af nogle lange, kraftige brædder, så vi kom næsten tørskoet hele vejen rundt.

Turen hertil gik uden problemer, hvis man kan påstå det, når der en stor del af vejen var for lidt vind = motorsejlads.

Enten er det ved at være højsæson, eller også er der blot en båd fra hver af ovennævnte klubber. I hvert fald er her seks både foruden os. Det har vi vist ikke set siden Stockholm. Vi blev modtaget af en svensktalende finne – det letter kommunikationen.

37 sejldage, 1293 sømil, 36 i dag.

Vi har desværre ingen toldfri butik om bord. Det kunne ellers have været en god fidus, da vi passerede den svensk-finske grænse 3 gange. Vinden og skærgårdsøerne ville det sådan, at vi måtte lave et enkelt kryds, og pludselig var vi tilbage i Sverige. Som om det ikke er nok, har vi, som nævnt, i morgen planer om at tage bussen her fra Kemi i Finland til grænsebyerne Tornio/Haparanda og krydse grænsen yderligere mindst to gange.

Dagen startede med påfyldning af diesel ganske som aftalt. Bertil kom allerede 9.40, det gjorde vi også, så kl. 10 var vi på vej ud af havnen. Der var ikke meget vind, men det endte med at blive en fin sejltur, hvor vi kun brugte motoren i ca. tre kvarter, da vi i snævert farvand skulle lige op i vinden. Ellers lignede det mere 3-4 sm foran for tværs og 4-6 knob. Fra middag oven i købet i solskinsvejr, der dog sluttede ved 17-tiden, hvor skyerne tog over, og en time senere var her tyk, tyk tåge, der kom drivende ude over vandet og lukkede det hele til. Samtidig faldt temperaturen drastisk, heldigvis ingen vind. Vejret kan være uforudsigeligt, godt man ikke er meteorolog.

Eftermiddagens sidste del gik med indkøb og læsen tog- og busplaner. Det viste sig, at der ikke går tog til Tornio, men en halv time i bus er også i orden.

Vi ligger i den ene ende af havnen, hvor den ser ud nøjagtig som på billedet i den havneguide, vi købte i 96. Den anden ende er tilsyneladende udbygget med havnepromenade. Da solen skinnede havde vi indtryk af, at det er der, det sker – udeservering, musik, mange mennesker, biler, motorcykler… I havnen er her foruden os en tysk båd, en svensk og en finsk. Der kan godt være flere, det er den største marina, vi har set i lang tid. 50-60 pladser vil jeg tro.

Og så er der lige det med syrenerne…

Jeg har vist ikke nævnt, men rønnetræer og liljekonvaller (i naturen) blomstrer også i meget lang tid denne sommer. Liljekonvallerne er ikke voldsomt synlige, men de tiltrækker vores opmærksomhed i kraft af deres karakteristiske duft.

36 sejldage, 1257 sømil, 17 i dag.